Mand Mathias Lauritzen BECH 6
Født: 2 Feb. 1721 - Ribe
Dåb: 7 Feb. 1721 - Ribe
Død: 26 Jul. 1789 - Skærbæk
Begravet:
Far: Udridder Lauritz Madsen BECK (1685-1728) 6
Mor: Else (Aabenraa) ANDERSDATTER (1690-1759) 6
Ægteskab: 3 Nov. 1762 - Nykøbing Falster
Begivenheder
1. Dåb: 7 Feb. 1721, Ribe.
2. Beskæftigelse: Sognepræst.
Kvinde Elisabeth Henrichsdatter WEDERKINCK 6
Født: 1732 - Søborg Præstegaard
Dåb:
Død: 27 Mar. 1803 - Allergaard, Borris Sogn
Begravet: 2 Apr. 1803 - Borris
Far: Hendrich Jørgensen WEDERKINCH (1701-1784) 6
Mor: Maria Catharina Ananiasdatter LEHRMANN (1701-1780) 6
Børn
1 K Marie Cathrine BECH 6
Født: 1763 - Skærbæk
Dåb: 16 Aug. 1763
Død: 1 Mar. 1818 - Bækbo, Bølling Dejbjerg sogn
Begravet: 9 Mar. 1818 - Dejbjerg kirke
Ægtefælle/partner: Hans Nielsen FUGLEDE (1743-1814)
Ægtesk: 2 Okt. 1814 - Bøvling Flynder
2 K Else Mathiasdatter BECH 6
Født: 1766
Dåb: 10 Jan. 1766 - Snostrup, Sjælland
Død: 18 Jul. 1849 - Ahlergaard, Borris 31
Begravet: 25 Jul. 1849 - Borris Kirke
Ægtefælle/partner: Sognepræst Rasmus Christensen RAHR (1734-1799) 31
Ægtesk: 12 Sep. 1794 - Ribe
Ægtefælle/partner: Mads Madsen RAHBEK (1774-1838) 145
Ægtesk: 18 Sep. 1803 - Borris
3 M Søren BECH (detaljer er holdt tilbage for denne person)
Født:
Dåb:
Død:
Begravet:
4 K Annania BECH 6
Født: 1768 - Snostrup, Ølstykke, Sjælland
Dåb:
Død: 18 Aug. 1841 - Bøvling
Begravet: 25 Aug. 1841 - Bøvling Kirke
Ægtefælle/partner: Povel Christian CHRISTENSEN LUNDSBY (1770-1841) 6
Ægtefælle/partner: Ole Jensen WILLENSGAARD (1751-1811) 6
Ægtesk: 20 Okt. 1797 - Bøvling Kirke
Ægtefælle/partner: Jens Jensen GAMMELGAARD (1768- ) 6
Ægtesk: 18 Maj 1816 - Bøvling Kirke
5 M Lars Henrik BECH 6
Født: 1775
Dåb: 11 Feb. 1775 - Snodstrup
Død:
Begravet:
Begivenheder
1. Beskæftigelse: Livridder, Jyske Dragoner.
Notater: Mand - Mathias Lauritzen Bech
Faddere ved dåben var Maren, Hans Andersens, Maren Michelsdatter, Jacob Mouridsen, Niels Christensen og Morten Madsen Bech.
Mathias tog studentereksamen i Ribe latinskole 1742, 1943 hører i Horsens. Teologisk embedseksamen 1761. Fra 1762 til 1779 virkede han som sognepræst i Snodstrup på Sjælland og derefter blev han kaldet til sognepræst i Skærbæk i Synderjylland.
Oplysningerne om denne del af anerne stammer fra slægtsbogen " Anetavle for Andreas Nicolajsen og Anania Nielsdatter."
Notater: Kvinde - Elisabeth Henrichsdatter Wederkinck
Se bogen familien Westengaard på denne adresse:
https://dis-danmark.dk/bibliotek/910105.pdf
Den sidste tid boede Elisabeth hos datteren Else på Allergaard i Borris sogn. Oplysningerne om anerne for denne del af familien stammer fra slægtsbogen "Anetavle for Andreas Nicolajsen og Anania Nielsdatter".
Lidt om folk, der i væremåde afveg lidt fra flertallet
Hvert år om St. Hans synger vi: >Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde, dem vil vi fra livet med glædesblus holde±. Og selv om man her i Borris i sommeren 1625 brændte en kvinde, fordi man mente, hun gav sig af med heksekunster, sa er den tid forlængst forbi, da man troede på hekse og trolde.
Men der har altid været mennesker, der var anderledes; også mennesker, der uden overdrivelse kan kaldes originaler. Nu er det at være original ikke nødvendigvis noget negativt, man kan endda i visse tilfælde sige tværtimod, men når et menneske i optræden, skrift eller tale afviger væsentligt fra det store flertal, må samme menneske være indstillet på at få betegnelsen, hun/ han er lidt til en side, noget af en original. Et sådant menneske levede her i Borris i tiden 1825-1875. Hans navn var Otto Jakob Fuglede, men blev her altid kaldt Otto Lindvig, et navn han fik efter den gård, han havde, nemlig Lindviggaard. Otto Fuglede nøjedes ikke med at være noget af en original, nej, han var fuldblods, hvad de følgende linier vil bekræfte.
Han blev født den 29/3 1799 som nr. 6 af 9 søskende. Forældrene var: Pastor Hans Nielsen Fuglede og hustru Marie Cathrine, født Bech, der var præstedatter fra Skærbæk i Sønderjylland. Jakob Ottos forfædre var præster, provster, skibskaptajner, ja sågar en generalguvernør i Vestindien var der blandt dem. Så det kan ikke undre, at Otto Jakob også skulle studere til præst. Han og en fire år ældre broder Phillip kom på Århus Latinskole, det var meningen, at broderen senere skulle til søs, men det gik modsat. Men Otto var da så længe på latinskolen, at han senere i livet pralede med, at han havde gået i den sorte skole. Det var der, mente man, at han var blevet >overstuderet±. Men han var en vild krabat, der slet ikke egnede sig til at sidde stille på en skolebænk, og en skønne dag var det ham, der blev sendt til søs. Han kom ud at sejle med en bekendt af faderen, og to gange var han i Vestindien, hvor han, efter sigende, lærte sine kunster og kure af de sorte. I 1814 kom han hjem fra sin første rejse, og da fik han sin løn udbetalt i sedler, det var jo lige efter statsbankerotten. Otto havde selvfølgelig lært at snuse, skrå og ryge tobak; men nu kostede en kardus skrå 50 rigsdaler, og da han ikke havde råd til at ofre så meget på denne nydelse, så holdt han op, skønt han var i en gruelig pine i førstningen. Men siden kunne han ikke lide tobak, og brændevin var han meget mådeholdende overfor.
Senere, som gårdmand og klog mand i Borris, fortalte han ofte saltfulde skipperhistorier fra sit raske sømandsliv. Således fortalte han engang, at mandskabet på et skib, han sejlede med, var blevet så gruelig befængt med lus, at man til sidst blev nødt til at tjære skjorterne indvendig for at komme utøjet til livs. Når hans kone hørte den slags historier, kunne hun sige: Sikke da noget sludder; men Otto bedyrede højtideligt, at historien var sandfærdig fra ende til anden.
Da han kom hjem fra sin anden rejse til Vestindien, hjalp hans ældste broder, Niels, der var guldsmed i Køge, ham til at få plads ved landbruget på Lerchenborg. Her blev han dog ikke ret længe; men så kom han over til broderen Phillip, der var blevet præst i Maltbæk. Medens han var der, ville han besøge sin moster, Else Bech, der var gift med Mads Rahbæk i Ahlergaard i Borris, og her mødte han sin skæbne. I Ahlergaard var der to sønner og to døtre. Mads og Else vidste nok, at Otto havde en arv i vente, og det lykkedes for dem at få datteren Maren Elisabet afsat til ham. Pigen, der egentlig hed Marie, men altid blev kaldt Maren, blev ikke spurgt i den anledning, og havde man spurgt hende, var svaret næppe blevet et ja, thi hun var hemmelig forlovet med en seminarist fra Lindvig. Men dengang var det alt for ringe for en gårdmandspige at blive gift med en sølle degn, så det kunne der ikke blive tale om. Seminaristen blev senere lærer i Ølgod, hvor han var til sin død.
Men Maren Lisbeth glemte nok aldrig sin ungdoms kærlighed, selv om hun og Otto havde det ret godt sammen. Hendes forældres livshistorie var heller ikke helt almindelig. Else havde først været gift med pastor Rahr i Sdr. Felding. En dag pastor Rahr og fru Else kom kørende igennem Ahlergaard, var ejeren Mads Rahbæk i færd med at lægge tag på en af bygningerne. Da han så præstens smukke unge kone, skal han have sagt: >Gid Vorherre havde præsten og jeg konen±. Kort efter skal præsteparret til svogeren Hans Fugledes begravelse. Og på denne rejse bliver pastor Rahr pludselig, syg og dør på Barde Hede. Senere rykkede Else så ind på Ahlergaard som kone. Og det er altså en datter af de to, Otto nu skal giftes med, og det sker den 2/10 1825. Det unge par får Lindviggaard, og Otto bliver fremover kaldt Otto Lindvig. Parret fik to børn, en datter Else, der i 1851 blev gift med Jens Jensen, der senere blev kendt under navnet Jens Lindvig, og en søn, Mads Fuglede, der døde som ungkarl i 1850. I H.P. Hansens bog >Kloge Folk± skriver han bl.a.: En mærkelig størrelse var Otto både af ydre og af temperament, han var lille, klejn og kattesmidig. Når han var ude i embeds medfør, gik han i lang skødefrakke og med en gammel, grå, flosset hat, hvis skygge han ned i nakken, og hvis puld var trykket ned i hatten. Om halsen gik han med en urimelig lang, tyk, strikket >mundkle±, hvadenten det var sommer eller vinter, derimod gik han som regel med bare ben, selv i sneen. Havde han hoser på, da trak han disse uden på buksernes eller også fik de lov at hænge løse om skankerne på ham, hosebånd ville han ikke bruge. En dag sagde hans svigermoder i Ahlergaard til ham: >Go endda et sådn mæ æ Hueser om æ Hæl, a vel da heller gi dæ en par Huesboend±. Men dertil svarede Otto: >Nej, a hår goen i æ swot Skuel, og da mot a låv, te a aller vild træk mi Hueser op±. Sagen var, da Otto gik i den sorte skole, blev han den sidste og skulle som sådan høre den slemme til. Men Otto strittede selvfølgelig imod det bedste, han kunne. Kampen stod, efter hvad han selv har fortalt, i en eng ved Damsø. Otto blev kastet i vandet; men da han var en udmærket svømmer, kom han snart op på land, og så gik det løs igen. Det kneb ham imidlertid at klare sig, og han måtte bede om at få lov til at puste så længe, til han fik sine hosebånd, der var gået løse, bundne. Det fik han også lov til, men nu snød han >gamle Erik±, thi fra den stund bandt han aldrig sine hosebånd.
Når nogen sendte bud efter den kloge mand, tog han sine træsko i hånden, og så stak han af, det bedste han kunne, tværs over mark og mose, gennem bække og åer for at komme hurtigst muligt til hjælp. Dog blev retningen ikke helt lige, thi en gang imellem stod han stille, så tog han nogle højst umotiverede sidespring og hop, hvorefter han fortsatte fremad igen, for kort efter at foretage lignende sidespring til den ene eller anden side. Han kom heller ikke ind ad døren som andre folk. Nej, han hoppede over dørtrinet og gjorde samtidig et spring til siden, hvad der tog sig højst aparte ud. Og når han atter forlod stuen, tog han et stort spring ud og gjorde i det samme en vending, så han kom til at stå med front mod stuen, han gik ud af. Når han drog ud fra Lindvig, knælede han tre gange ned på jorden, inden han fortsatte sin tur. Når han gik i kirke eller var til bryllup, så gik han heller ikke som andre gennem kirkegårdsporten, men sprang over diget, og når han skulle ind i stolen, skete dette også med nogle sære spring. I den før omtalte bog af H. P. Hansen er der flere sider med beretninger om, hvordan Otto har kureret folk, og underligt nok var resultatet af hans kunster positiv. Han havde klienter fra Stauning i vest, Skarrild i øst og Hoven i syd. Egentlig blev han i al almindelighed betragtet som en nar, hvad der vel heller ikke var så meget forkert, men når folk først blev syge, gik der i mange tilfælde bud efter Otto.
Der er et eksempel på, at en karl på en gård i Stauning midt om natten blev beordret op og af sted efter Otto Lindvig, fordi manden på gården havde fået en frygtelig tandpine. Sådan en tur har frem og tilbage plukkede godt i et døgn, sa da karlen endelig kom hjem med Otto, var tandpinen gået over, hvad der ikke kan forbavse nogen, men Otto fik æren for det, og så var han sikkert tilfreds.
En vinterdag da Jens Thomsens kone i Ahlergaard var nedkommet med en arving, beklagede Maren Lisbeth sig over, at hun ikke kunne komme over med barselpotte, fordi vandet i Skjern Å stod så højt, at det ikke var muligt at komme over. Men det kunne Otto nemt klare, og da Maren Lisbeth havde fået maden lavet og hældt i en barselpotte med et hosebånd som hank, trak Otto af sit tøj og svømmede gennem åen med potten hængende mellem tænderne, og så gik han splitternøgen op til gården og ind i køkkenet. Da pigerne så det nøgne mandfolk med barselpotten, løb de skrigende deres vej. Men Otto gik uden videre ind til konen i sovekammeret og, afleverede potten med sin lykønskning.
Jorden til Lindviggaard var, som alt det andet på egnen, let sandjord, og da Ottos evner som landmand var små, har landbruget nok ikke givet noget; men det vidste svigerfaderen råd for. Han skaffede gården en dygtig karl, der så drev gården, hvorefter Otto kunne passe sin gerning som klog mand. Den smule landmandskunnen han havde tilegnet sig på Lerchenborg, kunne ikke rigtig praktiseres på Lindviggaard. Der fortælles således, at han gav hjorddrengen ordre til kun at flytte køerne tre skridt ad gangen, sådan gjorde man nemlig på Lerchenborg, men Lindviggaards græsmarker kunne ikke, i hvert fald ikke dengang, sammenlignes med Lerchenborgs græsmarker.
I øvrigt var det nok Maren Lisbeth, der stod for styret i hjemmet, thi én af de gamle fortællere her beretter, at Otto ikke havde noget at skulle have sagt,
når han var hjemme, og hun var til stede, desuden fik hun skyld for at være en >sylderpot±.
Efter at datteren, Else, var blevet gift med Jens Jensen i 1851, kom Otto og Maren Lisbeth på aftægt. Jens Lindvig, som han blev kaldt, var en oplyst bonde, der havde været med i krigen i 1848-1850, hvor han blev dannebrogsmand, senere blev han også sognerådsformand. Da Ågård Biskole blev flyttet til Lindvig, blev han ansat som lærer. Der blev holdt skole i dagligstuen, og nu måtte Maren og Otto nøjes med et usselt smalt rum ved siden af køkkenet. Else var meget galsindet. En dag hun kom med middagsmaden til de gamle, og satte sovsepanden på bordet, kom Otto, der nu var blind, til at stikke en finger i sovsen, hvorved Else blev så hidsig, at hun kastede pandens indhold i hovedet på faderen. Otto, der ellers også var galsindet, tog det med ro, begyndte at skrabe sovsen af med en finger, som han så slikkede af, og så sagde han: >De hær ær fanden ta mæ gué±.
Otto var en underlig fyr lige til det sidste. Da han i 1874 lå dødsyg, fik han en dag pludselig den barokke idé, at det kunne være skønt at se sig selv ligge lig. Maren måtte hente en knippe halm, som bredtes ud på stuebordet. Så kravlede liget selv op og lagde sig til rette, hvorefter >enken± dækkede ham til med et lagen. Men næppe var Otto strålagt, før nabomanden, Niels Aagaard, kom ind i stuen for at se til patienten. Da han nu fik øje på den >døde±, sagde han med dyb alvor i stemmen: >No i Guds navn, er den gammel så lest af±. Da fór den >døde± op, slog ud med hånden og sagde: >Nej, fanden tame er a et±. Men den 5. oktober samme år døde han.
Denne beretning er fra bogen " Borris sogn og dets beboere 1688-1988" af Chr. Lundsgaard. Udgivet på Eget Forlag 1989.
Barn 2 Else Bech Født: -- ___ 1766 i: Død: i:
Oplysningerne om Borris sogn har jeg kopieret fra bogen: Borris sogn og dets beboere 1688 -
1988 af Chr. Lundsgaard. Udgivet på Eget Forlag i 1989.
Ejendomme og ejere i Borris sogn gennem de sidste 200-300 år
På de følgende sider er det forsøgt at registrere alle, der har været i besiddelse af et matr.nr. med bygninger på. Efter egen opfattelse skulle det også være lykkedes; men det må blankt indrømmes, at der ikke er blevet lige mange linier til alle. Det skyldes imidlertid ikke uvilje eller lignende. Men for det første er det jo ikke alle, der er lige meget at skrive om. De hjem, der har været beboet i flere hundrede år, har selvfølgelig mere at fortælle, end de hjem, der er oprettet inden for de sidste ti år. For det andet er der heller ikke lige meget materiale til rådighed fra selv de ældste steder i sognet. De steder, man har været i besiddelse af en slægtsbog, og denne er stillet til rådighed, har det jo ikke voldt besvær at give en nogenlunde realistisk beskrivelse af familierne. Desværre viser det sig, at de steder, man har allieret sig med et firma, der skriver slægtshistorie for betaling, de steder skal man konferere med folketællingslister og kirkebøger for at være sikker på, det er det rigtige, der bliver skrevet. Forretning er jo ikke altid det samme som virkelig interesse for sagen.
Ved at studere kirkebøgerne tænker man uvilkårligt: Jamen, der er jo en mængde mennesker, der slet ikke får deres navne med i beretningen om Borris. Men når der f.eks. i kirkebogen står: Tredie Søndag efter Trinitatis blev Maren døbt. Datter af Morten Pedersen og Sidsel Jensdatter, og det er den eneste gang, man møder Maren i det skriftlige materiale, der er til rådighed, så må det vist erkendes, at det ikke tjener noget formål at skrive en sådan Sætning.
Disse sidste linier er skrevet, fordi undertegnede har en lidt flov smag i munden, da der kun er medtaget de besiddende. Borris er delt op i to ejerlav: Borris Sønderland og Borris Nørreland. Og selv om det må indrømmes, at Borris Nørreland er langt den mest betydningsfulde del af sognet, vil vi alligevel starte med Borris Sønderland. Det er her de allerældste gårde er beliggende, og så må det også indrømmes, at det er her forfatteren har tilbragt sine 75 år. Men det sidste tæller selvfølgelig ikke med.
Matr.nr. la Borris Sønderland, Ahlergaard
I 1688 ejes Ahlergaard af Enkefru Sofie Rostrup, Dejbjerglund, men beboes af Jakob Andersen Harboe, der således må have været fæstebonde. Før 1688 havde S. Rostrup selv boet på gården et stykke tid, men bor nu på Dejbjerglund. S. Rostrup havde overtaget Ahlergaard efter sin mand Christian Henriksen Lange, der døde i 1677. Han havde i 1675 overtaget gården efter sine to svogre Jørgen og Hans Rostrup, der igen havde arvet gården efter deres fader Gunde Rostrup, som bærer titlen adelsmand. Sofie Rostrup, der foruden Ahlergaard og Dejbjerglund også ejer en stor del af de øvrige gårde i Borris, lever 48 år efter sin mands død, idet hun først dør i 1725. Hun har dog i 1693 afhændet Ahlergaard til borgmesteren i Ribe, hvis navn var Christoffer Christensen. Denne ejer bor sikkert ikke på gården, men sælger den til førnævnte fæstebonde Jakob Andersen Harbo, gift med Maren Pedersdatter. Hvornår denne handel har fundet sted vides ikke, men i 1712 afstår J.A. Harbo Ahlergaard til en datter og svigersøn.
Datteren hedder Karen Jakobsdatter Ahler og svigersønnen Mads Christensen Kjær. Karen Jakobsdatter havde først været gift med Morten Jensen, og i det ægteskab var en datter, Else Mortensdatter, men i 1705 dør både Ægtemanden og moderen. I 1707 gifter K. Jakobsdatter sig så med Mads Chr. Kjær, der kom fra Skobæk, og i 1712 overtager parret Ahlergaard. I dette ægteskab var der to døtre: Mette og Cathrine Marie. Den ældste af de to piger Mette Madsdatter, giftede sig i 1731 med Jens Christensen Rahbæk fra Rahbæk i Ådum. Hans far hed Chresten Iversen, så navnet Rahbæk er nok taget efter stedet. C. Iversen var selvejerbonde, og i fem led tilbage i slægten havde de været selvejerbønder i Stoustrup i Ådum Sogn, således at hans tip-tip oldefar nævnes som selvejerbonde allerede i 1517.
Mette og J.C. Rahbæk var ved Ægteskabets indgåelse henholdsvis 23 og 41 år gamle, og ved M.C. Kjærs død i 1740 overtager de Ahlergaard. I 1735 får de en søn, der får navnet Mads Jensen Rahbæk, han bliver født i Kodbøl, og det skyldes nok, at faderens broder, Visti Chr. Rahbæk, bor dér, og hans kone fødte et barn samtidig, så de to svigerinder har sikkert ønsket at være sammen, og derfor er sønnen på Ahlergaard født i Kodbøl.
Da Mette og J.C. Rahbæk overtager Ahlergaard, er det en anseelig erhvervelse. Allerede i 1688 får gården betegnelsen: Hovedgård og adelig sædegård, og i 1740 har den med tilhørende gårde ca. 32 tdr. hartkorn. Besætningens størrelse på selve Ahlergaard har, efter nuværende forhold, ikke været imponerende, nemlig: 6 heste, 10 stude, 9 køer, 27 får, 14 væddere, 4 gimmere uden lam og 13 geder med kid. I 1755 overtaget Mads Rahbæk Jensen, ham der blev født i Kodbøl, faderens gård med tilliggende gårde, deriblandt Skobæk, Egvig og Vinbæk, derudover ejede Ahlergaard Vorgod Kirke og halvdelen af Borris Kirke, og Mads Rahbæk køber også Dalagergaard, der på daværende tidspunkt har 9 tdr. hartkorn.
I 1762 giftede han sig med den kusine, der blev født samme år som han selv i Kodbøl, nemlig Maren Vistisdatter Rahbæk. Det er dog ikke sikkert, at det var ene kærlighed, der lå bag dette ægteskab, for forud var han blevet inddraget i en faderskabssag i Borris. Mette Jensdatter havde angivet ham som fader til sit barn. Normalt skulle han så offentlig bekende sin synd i kirken og derved få tilgivelse. Men M. J. Rahbæk undgik den offentlige ydmygelse ved søndag den 27. juni at fremvise for sognepræsten, Jørgen Hansen Hauch, en kongelig bevilling, efter hvilken han, mod at betale 4 rd. til Varde Hospital, måtte befries for sin >publici absolution±.
Efter denne dukkert var det, at Mads J. Rahbæk skyndte sig at blive gift. I Ægteskabet var der tre sønner, og den tredje i rækken, Mads Madsen Rahbæk, født i 1774 blev den næste ejer af Ahlergaard. Han giftede sig i 1803,
samme år som faderen døde, med Else Beck. Hun var 8 år ældre end ham og havde været enke i fire år, da hun giftede sig igen.
Hun kom fra Skærbæk i Sønderjylland, hendes far var sognepræst, og det var også en præst, hun var gift med første gang, nemlig sognepræst Rasmus Rahr i Sdr. Felding. I det ægteskab havde hun en søn, Hans Rahr, der senere blev løjnant. Han har været en 8-9 år, da han og moderen kom til Ahlergaard. I Ægteskabet med Mads M. Rahbæk fik hun endnu fire børn, 2 piger og 2 drenge. Den ældste af drengene, der også kom til at hedde Mads Madsen Rahbæk, var født i 1806 og giftede sig med Mette Kathrine Jensdatter fra Aagaard i Borris. De overtog Ahlergaard i 1830. Ni år senere dør faderen 65 år gammel. Der står i kirkebogen, at han havde forvildet sig ved at gå fra Nørrelandet og druknede i Skjern Å. Moderen Else Beck døde først ti år senere i Ahlergaard. Mette K. Jensdatter fødte 9 børn fordelt over 19 år. Tre af dem døde dog som små. En af sønnerne Mathias Chr. Rahbæk, giftede sig til Sønderbygaard i Borris. En anden havde Viumkrog i Nørre Vium. Forældrene Mette Kathrine og M.M. Rahbæk solgte Ahlergaard i 1849 til Jens Thomsen. De flyttede derefter til St. Gaasdal, hvor begge døde i en alder af 57 og 59 år.
Med Jens Thomsen kom en ny slægt til Ahlergaard. Han var født 1816 som søn af Thomas Hansen og Sofie Amalie Jensdatter. De havde gården Urupgaard i Grindsted, og den havde været i slægtens eje siden 1750, da havde Thomas Hansens farfar købt den. Gården, der i fordums tid var en mindre herregård, er i dag, en almindelig gård, som stadig er i Thomas Hansens slægts eje. Jens Thomsen var studepranger, og det var derved han havde tjent så mange penge, at han kunne købe Ahlergaard.
J.Thomsen var en meget driftig mand, der, foruden studehandel, virkede aktivt ved anlæggelsen af den store Dalgaskanal, og tilplantede 90 tdr. land med nåletræer. Han blev tildelt ridderkorset, som en erkendtlighed for plantningsarbejdet og opdyrkning af hede. Af Ahlergaards meget store jordtilliggende tilskødede han parceller til sine studedrivere, og til sidst delte han hovedarealet op i fire, så der ved hans død i 1905 foruden Ahlergaard også var Ahler Vestergaard, Ahler Østergaard og Ahler Nørgaard.
Samme år Jens Thomsen køber Ahlergaard, bliver han gift med den 8 år yngre Caroline Pedersdatter, der også er fra Grindsted. Ægteparret får 6 børn, tre piger og tre drenge, der fik navnene: Ane, Maren, Kirstine, Peder, Thomas og Johannes. Da det på daværende tidspunkt stadig er almindeligt, at børnene får faderens fornavn som efternavn, får alle seks efternavnet Jensen. Næstældste søn, Thomas Jensen, får Ahlergaard, Johannes Jensen Ahler får Østergaard, Peder Jensen Ahler Nørgaard, medens Jens Thomsen og hans kone flytter hen på Ahler Vestergaard.
Thomas Jensen blev gift som 41 årig med nabodatteren Hansine Marie Kathrine Jensen fra Lindviggaard. H.M.K. Jensen levede kun i ti år efter brylluppet, men nåede dog at sætte fem børn i verden, to piger og tre drenge. Navnene på børnene var: Kaja, Jenny, Jens, Viggo og Mads, alle med efternavnet Jensen . Det er første generation på Ahlergaard, der ikke får faderens fornavn til efternavn.
Det blev Viggo, der, ved faderens død i 1928, fik Ahlergaard. Mads fik en udflyttergård Ahler Skovgaard, der senere er gået over på fremmede hænder. Jens blev hjemme på gården alle sine dage. Kaja blev gift med en manufakturhandler.
Jenny blev gift med fætteren Jens Lindvig, og straks efter brylluppet overtog parret Fiskbækgaard, som i dag ejes af deres søn, Thomas Lindvig. Jens Lindvig er død, men Jenny bor stadig i et hus ved Fiskbækgaard. Viggo Jensen forblev ugift, og i 1978 afstod han gården til Kaja Bonde Pedersen og Flemming Madsen. Den unge kone Kaja er tipoldebarn af studeprangeren Jens Thomsen, så Ahlergaard er stadig i slægtens eje. Kaja og Flemming har tre piger, og familien bor stadig i det stuehus, tipoldefaderen byggede, medens avlsbygningerne er erstattet af tidssvarende bygninger.
Som tidligere nævnt var der på Ahlergaard i 1740, altså på det tidspunkt, da gården var hovedgård og adelig sædegård, 9 køer og 10 stude. I dag hvor der ligger 6 gårde på Ahlergaards jorder, er der på selve Ahlergaard 80 køer og ca. 160 stk. ungkvæg. Tiderne skifter ...
Navnene på de tre piger Kaja og Flemming har, er Birgitte, Annemette og Louise.
Det skøde, der blev udfærdiget, da Mads Rahbæk solgte Ahlergaard til Jens Thomsen, havde Jenny i Fiskbæk en ulæselig kopi af. Det er lykkedes at få det oversat til nudansk, og bliver, sammen med lidt mere om Jens Thomsen, gengivet i det følgende.
Skøde
Undertegnede Mads Rahbæk til Ahlergaard i Borris tilstaar og herved vitterligør til Jens Thomsen af Aadum, at have solgt og afhændet følgende mig efter Skøde tinglyst 18. December 1850 tilhørende Ejendomme, nemlig:
1)Gaard Parcellen Matr. Nr. I a af min med Indenrigsministeriets Tilladelse udstykkede Gaard Ahlergaard i Borris med Bygninger og Ejendomme af Hartkort gl. Matr. 4 Tdr. 2 Fjdk. 1/4A1b. gl. Skat 30 Rdl. 83 Skill. med andel i Matr. Nr. 94.
2)Matr. Nr. 96 Skjern Mærsk, ligeledes med Indenrigsministeriets Tilladelse udstykket fra ovenmeldte Gaard af Hartkorn ny Matr. 1 Td. 3 Fjdk. 1/4A1b. gl. Skat 8 Mark 52 Skill., og bemærkes det, at hvis denne Ejendom sælges fra Gaarden, der da skal følge til Bebyggelse inden 2 Aar og under 300 Alens afstand beliggende Ejendom.
3)Den under Nr. I nævnte Ejendoms anpart Konge- Korn og Qvægtiende alt for Købesum 6000 Rd. Skriver Seks Tusinde Rigsdaler rede Sølv. Og da denne Købesum er berigtiget saa skøder og overdrager herved fornævnte Jens Thomsen de omtalte ham solgte Ejendomme med al dens rette Tilliggende og Tilhørende og med alle de Rettigheder og Herligheder samt Byrder og Forpligtelser som mit og andre og tilhørt og saaledes som jeg har paa den nævnte Gaard samme under Hjemmets Ansvar efter Loven.
Det bemærkes at Indenrigsministeriets Tilladelse til Udstykning er tiltraadt 12. Juni 1849.
Til Bekræftelse under min Haand
Ahlergaard
Mads Rahbæk
Jens Thomsen
Til vitterlighed
Johann Jacobsen
Christen Nielsen Debelmose
i Henhold til Amtsvejinspektoratets Udstyknings Approbation af 12. Juni 1849 hvorved de herved afhændede Parceller staar anført med Hartkorn saaledes:
Matr. Nr. I a Hovedparcellen med 94:4 Td.2 Sk.1/4A1b.
Matr. Nr. 96 Skjern Mærsk1 Td.3 Sk.1/4A1b.
I alt Hartkorn5 Td.1 Sk.1 Fik. 11/2A1b.
Gl. Skat39 Rdl.39 Skill.
Ringkjøbing Amtsstue 9. Januar 1852 Schulin
Læst i Bølling Nørre Herreds Ret 22. Januar 1852
Lidt mere om Jens Thomsen, Ahlergaard
Det fortælles, at engang kom Jens Thomsen kørende fra Borris mod Ahlergaard med et studeforspand. Der var på daværende tidspunkt ingen bro over Vorgod Å, og ved passeringen af åen kommer spandet uden for vadestedet med det resultat, at studene svømmer ned ad åen med Jens Thomsen, vogn og det hele. J. Thomsen skal under den svømmetur have lovet sig selv, at såfremt han kom fra det her, skulle der bygges en bro over åen. Om historien er sand vides ikke med bestemthed, da der ikke ligger noget skriftligt om turen, men det, der følger, er helt i overensstemmelse med sandheden, idet der ligger et tinglyst dokument til bekræftelse af sagen.
Contract
Undertegnede Niels Christian Hullig af Egvig, Jens Christensen Rind af Duedal og Jens Christian Rahbæk af Skobæk, alle af Borris Sogn, afstaar og overlader herved for bestandig til Jens Thomsen af Ahlergaard i samme Sogn og hans Gaards efterkommende Ejere Jord til en Vej 12 Alen bred over vore, vesten for den saakaldte Gaasdal Aa, beliggende Lodder. Min Niels Christian Hulligs Lod bestaaende af Hede og Agerland af Matr.nummer 45 Nørreland. Min Jens Christensen Rinds Lod bestaaende af Hede af Matr. Nummer 94 b Nørreland. Og min Jens Christian Rahbæks Lod bestaaende af Hede af Matr. 94 Nørreland. Hvorimod jeg Jens Thomsen af Ahlergaard, som Vederlag for ovennævnte afstaaelse tilsiger Niels Christian Hullig en contant Betaling ved Contractens Underskrift af 30 siger tredive Rigsdaler Rigsmønt, samt ham desuden og Jens Christensen Rind og Jens Christian Rahbæk for dem og deres Gaardes efterkommende Ejere for bestandig fri Færdsel over den af mig over ovennævnte Aa opførte Bro, samt med Vejen fra Broen forbi Ahlergaard til Sønder Felding Skel. Vejens vedligeholdelse paahviler Ahlergaards Ejere. For det stemplede Papirs skyld ansættes den aarlige Værdi af ovenførte fri Passage til 2 ?.
Saaledes afsluttet og indgaaet bekræftes med vor Underskrift vidnefast:
Ahlergaard den 28 Januar 1861.
Jens Thomsen, Niels Christian Hullig,
Jens Christensen Hjorttarp og J. C. Rahbæk.
Til vitterlighed
Morten Thomsen Niels Pedersen
Den mig ved Contractens Underskrift tilsagte 30 R.M. er mig Dags Dato af Jens Thomsen af Ahlergaard betalt og for hvilken Tredive Daler Rigsmønt hermed kvitteres.
Ahlergaard den 28. Januar 1861
Niels Christian Hullig
Til vitterlighed
Morten Thomsen Niels Pedersen.
Læst i Bølling Nørre Herreds ret den 20 Juni 1861.
At den i foranstaaende Contrakt omhandlede vej, samt den af Jens Thomsen Ahlergaard opførte Bro, er overtaget af Borris-Faster Kommune som første Klasses Kommunevej attesteres herved.
Borris-Faster Sogneråd den 8 August 1889
P. C. V.
J.Chr. Christensen.
At al Ret, der tilkom den tidligere Ejer af Ahlergaard, medundertegnede Jens Thomsen, i henhold til foranstaaende Contract, er afstaaet og overtaget af Borris-Faster Kommune, tilstaas herved af undertegnede nuværende Ejer af nævnte Ejendom.
Ahlergaard den 1 September 1889
Jens Thomsen
Thomas Jensen Peder Jensen.
Vi undertegnede nuværende Ejere af de Niels Christian Hullig af Egvig, Jens Christensen Rind af Duedal, og Jens Chr. Rahbæk af Skobæk, tidligere tilhørte Ejendomme i Borris Sogn, tilstaar og frasiger os herved for os og vore Efterkommere al Ret efter foranstaaende Contract, idet omhandlede Vej og Bro nu er overdraget til og overtaget af Borris-Faster Kommune som første Klasses Kommunevej.
Borris den ?
J.Mouridsen, Skobæk Jens Sørensen, Egvig
Anders Chr. Pedersen, Duedal.
Da Jens Thomsen, Ahlergaard, i 1894 havde modtaget Ridderkorset, og skulle derefter indsende en beretning om sit levnedsforløb, skete det på et håndskrevet brev, som det er lykkedes familien at få en kopi af fra Ordenskapitlet. Familien har stillet brevet til undertegnedes rådighed, for at det kan medtages i beretningen om Borris Sogn. Det sker hermed i ordret gengivelse.
Til de Kongelige Ordeners Capitel.
Idet jeg underdanigst takker for den Kongelige Gunst, af hvilken jeg den 25de f.M. allernaadigst er bleven benaadet med Dannebrogsordenens Ridderkors, skal jeg i henhold til Ordenskapitlets Skrivelse af 28 f.M. meddele følgende om mit Levnedsforløbs vigtigste Begivenheder.
Jeg er født i Urup i Grindsted Sogn, Ribe Amt, den Iste August 1816 og opholdt mit i Hjemmet, til jeg blev konfirmeret. Jeg kom derefter ud at tjene i flere Aar, blandt andet 4 Aar i Sønderjylland som røgter, drev derefter en Handel med Svin og senere med Stude væsentlig til Husum, indtil jeg efter at være blevet gift i 1851 købte min nuværende Ejendom, som jeg overtog samme Efteraar.
Den havde da en Besætning af 10 Køer, 12 Stk. Ungkvæg, 4 Heste og en del Faar. Agerbruget var simpelt, og Engene gav kun lidt Hø; det første søgte jeg at forbedre ved Opdyrkning af Heden og ved Mergling, det andet ved Vanding.
Dertil benyttedes først Strømhjul, som dog var for kostbart og gav for lidt Vand i forhold til Udbyttet. Jeg forsøgte da at enes med nogle flere Beboere om at bygge en Kanal ved Vorgod Aa, men kunde ikke opnaa Enighed; først da afdøde Oberstløjtnant Dalgas kom os til Hjælp, opnaaedes enighed, og Kanalen blev saa bygget i 1868 og 1869; senere kom ogsaa den nordre Skjernaa kanal til, nemlig i 1872, ogsaa særlig ved førnævnte Oberstløjtnant Dalgas's Hjælp; derved blev Engene betydelig forbedrede og nyanlagte, medens samtidig Opdyrkningen af Heden fortsattes; i 1889 anlagdes en Plantage stor 58 Td. Land, hvoraf til dato er tilplantet ca. 30 Td. Land. I 1889 blev Gaarden udstykket i 4 Gaarde, som opbyggedes af mig, og Haver anlagdes ved samme. Den samlede Besætning paa Gaardene er ca. 110-120 Kreaturer og godt 20 Heste foruden Faar og Svin, og der er i den Tid, jeg har haft Gaarden, opdyrket ca. 400 Td. Land dels til Eng, dels til Aaer og Resten beplantet.
Jeg tillader mig at vedlægge Edsformularen underskrevet
Ahlergaard d. 27 August 1894
Underdanigst
Jens Thomsen
Matr. nr. 1 c, Ahler Østergaard
Udstykkes fra Ahlergaard 2/1 1891. Det er sønnen Johannes Sofus Jensen fra Ahlergaard, der overtager den nyopførte gård Ahler Østergaard. Inden Johannes slog sig til ro ved landbruget, havde han været til søs og temmelig sikkert oplevet en del. Han blev gift med Anna Rahbæk fra Sønderbygaard, og de fik fire børn: Kaja, Mette, Kresten Rahbæk og Jens Thomsen, alle med efternavnet Jensen.
Da Johannes overtog Ahler Østergaard, var jorden for en stor dels vedkommende hede og mose, men Johannes var i besiddelse af en mægtig energi, så foruden at drive landbrug gik han også i gang med at anlægge fiskedamme. Sådant noget var ikke set på egnen her før, det fortælles da også, at faderen skældte ud, og moderen græd, det har der nok ingen grund været til, det var blot en foregangsmand, der var kommet til.
Vandet til fiskedammene kom fra en grøft nordøst for gården, og da arealet skrånede meget, der hvor gårdens bygninger lå, udnyttede han vandets fald, så gården fik eget elektricitetsværk. Det har nok ikke været uden problemer at starte et stort dambrug på daværende tidspunkt, indehaveren skulle jo selv gøre sine erfaringer. Når ørrederne var leveringsfærdige skulle de leveres levende. Til det formål havde Johannes konstrueret en vandtank på en almindelig vogn. For at holde vandet i bevægelse, så det kunne blive iltet hele tiden, var der anbragt en anordning, så vognhjulene trak et røreværk oppe i vandbeholderen.
Engang karlen var kørt af sted med en ladning fisk i omtalte indretning, kom Johannes selv cyklende bagefter og opdager til sin skræk, at kædetrækket ikke virkede. Han springer da af cyklen og råber til karlen: >Hvordan har fiskene det±? Karlen, der sikkert har haft et roligt temperament, vender sig langsomt om og ser på fiskene, hvorefter han svarer: >De haar et godt, a ka si æ maw o dem aal sammen±.
Der blev også plantet omkring gården og fiskedammene, så det kan godt siges, at Ahler Østergaard optræder som en oase, om ikke i ørkenen så i det mindste i en mager egn.
En unavngiven gæst, der engang har været på Ahler Østergaard, er blevet grebet at det han/hun så, og giver udtryk for sine følelser på følgende måde:
Hvis jeg var konge - smil kun blot-
og kom her - uden krone
men i min Rolls-Royce, fin og flot
plus min højbårne kone
og så, hvad er plantet her,
og hvad der her er gravet,
jeg bad at se ham >Manden±,
der har det hele lavet.
Og når jeg hørte, at der kun
var lyng, hvor le nu klinger,
og pors og sitren mosebund,
hvor regnbueørred springer,
jeg sagde: >Dit en værdig søn af Danmark er,-
og kløgtig.
Tag dette ridderkors som løn,
dit er arbejdsom, dygtig. ±
Johannes Jensen havde den sorg at miste sin kone, endnu mens børnene var små, og han giftede sig ikke igen. Men lysten til at virke bevarede han, til han blev en gammel mand.
I 1924, den 10/1, overdrog han Ahler Østergaard til den ældste søn Jens Thomsen Jensen, der blev gift med Kirstine Toftgaard, datter af Poul Toftgaard, Debelmose. De fik to døtre, Anne Marie og Asta.
Jens Thomsen havde arvet faderens interesse for fiskedammene, men havde også andre interesser, han var sognerådsformand i Borris Kommune i mange år, repræsentant i Vest- og Sønderjydsk Kreditforening, også i mange år. Jens Thomsen døde den 9/12 1972, Kirstine var død 12/3 1972. De sidste år tilbragte J. Thomsen på plejehjemmet i Borris, det hjem, han som sognerådsformand, havde gjort så meget for. Døtrene havde i 1971, den 1/7, overtaget Ahler Østergaard. De var ikke landmænd, Ane Marie er fysioterapeut og bor i Århus, medens Asta er journalist og har været ansat på Vestkystens kontor i Skjern i mange år. Så såvel landbrug som dambrug er forpagtet ud; men idyllen hører stadig Ahler Østergaard til. Asta bor da også stadig på gården og værner om den.
Matr.nr. lo, Ahler Vestergaard
Da Jens Thomsen har afstået Ahlergaard til sønnen Thomas, flytter han og Karoline hen på den nyopførte Ahler Vestergaard. De beholder den til den 17/2 1902, da sælger de til Hans Chr. Jensen fra Sdr. Felding. Jens Thomsen og hustru flytter derefter til Herning, hvor de forbliver til deres død.
Hans Chr. Jensen var først gift med Kirstine Mouridsen, der stammede fra Graul, men hun døde i en ung alder. Der var en søn i Ægteskabet ved navn Kristian, men også han døde som ung. H.C. Jensen blev derefter gift med Kirstine Gosvig fra Debelmose.
Der var en del år, Borris havde tre sognefogeder, H.C. Jensen var gennem mange år én af dem. Han var også sognerådsmedlem i tre perioder, en tid også sognerådsformand. Senere blev han bogholder i Borris Andelskasse. Kirstine og H.C. Jensen fik 8 børn, fire piger og fire drenge: Stinne, Anna, Signe, Grethe, Jens, Anders, Emil og Åge.
Det blev Anders Gosvig, der overtog hjemmet efter forældrene, det skete den 3/12 1940, hvorefter forældrene flyttede til Borris By. Anders forblev ugift, og da det efterhånden blev vanskeligt at få kvalificeret medhjælp, solgte han besætningen og nedrev avlsbygningerne, men fortsatte med at drive jorden, plantede en hel del træer og gjorde meget ud af haven. Da Anders' helbred begyndte at svigte, solgte han gården den 22/8 1975 til sin niece Hanne og hendes mand Peder Knudsen. Hanne er datter af Anna og Viggo Mouridsen, Tarm, medens Peder stammer fra Nørhede i Ølstrup. Anders flyttede ned på plejehjemmet Enghaven i Skjern, hvor han døde den 27/9 1979.
Efter at de unge mennesker havde overtaget Ahler Vestergaard, blev der igen opført moderne avlsbygninger, og i dag drives den med stor kreaturbesætning. Hanne og Peder har tre drenge med navnene: Ole, Lars og Jesper.
Matr.nr. lah, Ahlervej 16, Borris
Ejendommen her har Ahlergaard leveret det meste af jorden til, men også Ahler Vestergaard og Ahler Nørgaard her bidraget med jord til ejendommen. Det er Kirstine og Hans Rasmussen, der den 31/7 1957 får skøde på jorden, hvorpå de bygger en landejendom. Den driver de på traditionel vis i en hel del år, derudover får de fem børn: Anette, Jytte, Inga, Erna og Karl Erik.
Da de havde drevet ejendommen i 24 år, var de blevet trætte af landbruget og tog arbejde i Skjern efter dog først at have solgt ejendommen til Inge og Søren Andersen, de har fået tinglyst skøde den 29/6 1981.
De er begge udearbejdende og har derfor solgt besætningen. Der er fire børn: Helle, Hejdi, Mikkel og Martin.
Matr.nr. ln, Ahler Nørgaard
Ahler Nørgaard bliver udstykket fra Ahlergaard den 21/7 1889, og det bliver, som nævnt under beskrivelsen af Ahlergaard, sønnen Peder Jensen, der overtager denne gård. P. Jensen må imidlertid være død som forholdsvis ung, for den 18/12 1915 sælger enken Kathrine Jensen gården til Thomas Rosbjerg, hvis hustru hed Maria. Parret fik ni børn, fire piger og fem drenge. Børnenes navne var: Karoline, Maja, Olga, Karen Margrethe, Peder, Hans, Kristian, Viggo og Frede Kammesgaard. Det blev Kammesgaard, der i 1946, den 15/11, overtog Ahler Nørgaard. Han blev gift med Maja Jespersen fra Herborg. I dette ægteskab er der fire børn: Maria, Tove, Bodil og Hans. Da ingen af børnene var interesseret i landbrug, solgte Kammesgaard gården den 25/8 1966 til Ove Enevoldsen, der stammer fra Hoven. Gården drives i dag, som så mange andre, udelukkende med salgsafgrøder og uden animalsk produktion.
Matr.nr. ly, Ahler Nygaard, Arnborgvej 39
Udstykket fra matr. le af Johannes S. Jensen til dennes anden søn Rahbæk Jensen. Tinglysningen har først fundet sted den 20/4 1929, men gården er bygget flere år tidligere. Rahbæk er gift med Thora fra Skarrild. Thora er af Lindvigslægten. De har gården, indtil Rahbæks morbroder, Mads Rahbæk, Sønderbygaard, dør i 1952, da overtager de denne gård og overdrager gården her til sønnen og svigerdatteren, Gerda og Johannes Sofus Jensen.
Gården drives uden kvægbesætning, men med svineproduktion. I Ægteskabet er der to piger: Anne Marie og Kirsten.
Matr.nr. lab, Ahler Skovgaard, Troldhedevej 2, Borris
Udstykket fra Ahlergaard den 17/9 1938 til Mads Rahbæk Jensen, broder til ejeren af Ahlergaard. Han har den indtil den 16/5 1945, da sælger han til Laurids Nielsen, og i de kommende tre år er der tre forskellige ejere. Så i 1948, den 16/8, køber Gerda og Rikard Hansen ejendommen og beholder den til 24/2 1972. Det var en meget veldrevet gård, de afstod til datteren og svigersønnen, Alise og Andreas Jensen. Foruden Alise er der to børn mere, Olga og Erling. Som alle andre unge i de år investerer Alise og Andreas i store udvidelser af avlsbygningerne. Efter ni år er de kørt træt af landbruget og sælger i 1981 til Kirsten og Henning Dyrvig. Da de overtog ejendommen, var der stor kvægbesætning, som de holdt ved i en del år, men har på det sidste droppet dyrene og taget udearbejde. Kirsten arbejder på Bundgaards Hotel og Henning på Dansk Protein i Nr. Vium. Der er tre børn: Lisbeth, Gitte og Knud Erik.
Det var beretningen om Ahlergaardene.
2
2
Mand
Født:
Dåb:
Død:
Begravet:
Kvinde Metha Olivia Lauridsen BECH (detaljer er holdt tilbage for denne person)
Født:
Dåb:
Død:
Begravet:
Far: Niels Søren Pedersen BECH (1907-2003)
Mor: Sigrid Elna JEPSEN (1907-1986)
Børn
Mand (detaljer er holdt tilbage for denne person)
Født:
Dåb:
Død:
Begravet:
Kvinde Nanna Hammer BECH (detaljer er holdt tilbage for denne person)
Født:
Dåb:
Død:
Begravet:
Far: Lars Niels BECH
Mor: Bodil HAMMER
Børn
Mand Nicolaj BECH
Født: 27 Nov. 1802
Dåb:
Død: Ca. 1890 - Dalagergaard, Borris
Begravet:
Far: Søren BECH (Ca. 1760- ) 146
Mor: Anna NIELSDATTER (Ca. 1760- )
Ægteskab: 21 Okt. 1841
Kvinde Marie Kjerstine HOLM 146
Født:
Dåb:
Død:
Begravet:
Børn
Notater: Mand - Nicolaj Bech
gaardejer fra 1875 på Dalagergaard, Borris.
Mand Nicolaj Lauridsen BECH 6
Født: 3 Jun. 1724 - Sct. Catarine, Ribe
Dåb:
Død:
Begravet: 27 Maj 1776 - Hjemsted 31
Far: Udridder Lauritz Madsen BECK (1685-1728) 6
Mor: Else (Aabenraa) ANDERSDATTER (1690-1759) 6
Ægteskab: 25 Okt. 1759 - Ribe I Huset
Kvinde Anne Margrethe KRAG 31
Født: 1743 - Ribe
Dåb: 11 Jan. 1743 - Ribe
Død: 29 Jun. 1829 - Hjemsted
Begravet:
Far: Hans Hansen KRAG (Ca. 1700-1750)
Mor: Margrethe Sofie PAHL (1706-1753) 31
Børn
1 M Søren BECH 146
Født: Ca. 1760 - Ribe
Dåb:
Død:
Begravet:
Ægtefælle/partner: Anna NIELSDATTER (Ca. 1760- )
2 K Else BECH (detaljer er holdt tilbage for denne person)
Født:
Dåb:
Død:
Begravet:
3 M Hans BECH
Født: 17 Jul. 1763 - Ribe
Dåb:
Død:
Begravet:
4 K Else Margrethe BECH
Født: 1765
Dåb: 7 Jul. 1765 - Hjemsted
Død: 21 Jan. 1842 - Hjemsted
Begravet:
Ægtefælle/partner: Thomas Pedersen TOFT (1765-1827)
Ægtesk: 4 Feb. 1786
5 K Kirsten BECH
Født: 1767 - Hjemsted
Dåb:
Død: 1832
Begravet:
Ægtefælle/partner: Matthias LASSEN (1743-1821)
Notater: Mand - Nicolaj Lauridsen Bech
Ribe Borgerskabsprotokol 1585-1809. Anno 1759 den 6te December. I Overværelse af Hr. Præsident Ussing, Hr. Borgemester Fridsch og Raadmænd Rahr, Clausen og Ussing, haver vi underskrevne begiert og Vundet vores Borgerskab i Riibe, samt aflagt vores Borger Eed, og Erklærede ieg Nicolai Bæch at ernære mig af nogen sufling, og ieg Søren Rasch som vognmand, samt ieg Niels Bierum som Bleeymand og Daglønner. Tilforpligter os hermed efter vores aflagde Borger Eed, at være H.Kgl.Maistæt Huld sog Troe, og Øfrigheden hørig og lydig. Sign.