Mand Simon HANSEN (detaljer er holdt tilbage for denne person)
Født:
Dåb:
Død:
Begravet:
Far: Thomas Ulsøe HANSEN
Mor: Gitte ANDERSEN
Kvinde (detaljer er holdt tilbage for denne person)
Født:
Dåb:
Død:
Begravet:
Børn
Mand Lars Christinus LARSEN
Født: 7 Okt. 1894
Dåb:
Død: 18 Mar. 1948 - Arnborg
Begravet: - Arnborg
Far: Jens Larsen BROEGAARD ( -1886)
Mor: Ane Marie MADSDATTER (1822-1886)
Ægteskab:
Kvinde Sine Vera Kirstine HANSEN
Født: 20 Aug. 1908 - Arnborg
Dåb:
Død: 2 Mar. 1986 - Arnborg/Hurup
Begravet:
Børn
1 M Hans LARSEN (detaljer er holdt tilbage for denne person)
Født:
Dåb:
Død:
Begravet:
2 K Inge LARSEN (detaljer er holdt tilbage for denne person)
Født:
Dåb:
Død:
Begravet:
3 M Knud LARSEN (detaljer er holdt tilbage for denne person)
Født:
Dåb:
Død:
Begravet:
4 M Dynelarsen Lars Kristinus LARSEN
Født: 6 Aug. 1948
Dåb:
Død: 19 Aug. 2019 - Sejs-Svejbæk, Silkeborg
Begravet:
Ægtefælle/partner: Kristine BRUNSBORG (nulevende)
Mand Søren HANSEN
Født: Før 1688 - Lønne Sogn
Dåb:
Død: Efter 1689 - Lønne Sogn
Begravet:
Begivenheder
1. Ejendomsinformation: Uddrag af 1. jyske nationale rytterregiments kasseregnskab for Bøvling-Lundenæs, Riberhus og dele af Skivehus, Koldinghus og Tønder amter 1677-1715. af Holger Hertsum Larsen., Maj 1688 til Maj 1689, Lønne Sogn. Søren Hansen påboede 0-6-2-2 været bortlejet
og i nogle år øde.
Kvinde
Født:
Dåb:
Død:
Begravet:
Børn
Notater: Mand - Søren Hansen
Søren Hansen påboede 0-6-2-2 været bortlejet og i nogle år øde.
Mand Søren HANSEN
Født: 1844 - Loft, Grindsted
Dåb:
Død:
Begravet:
Far: Hans Christian PEDERSEN (1800- )
Mor: Bodil Marie CHRISTENSDATTER (1800- )
Kvinde
Født:
Dåb:
Død:
Begravet:
Børn
Mand Søren HANSEN 6
Født: 1 Aug. 1812 - Lønnestak
Dåb:
Død: Aug. 1896 - Lønnestak
Begravet:
Far: Hans PEDERSEN (1762- ) 6
Mor: Else SØRENSDATTER (1774-1850) 6
Ægteskab: 14 Feb. 1846 - Lønne Kirke
Begivenheder
1. Beskæftigelse: gaardejer.
Kvinde Anna PEDERSDATTER 6
Født: 1 Apr. 1822 - Lønnestak
Dåb:
Død: Aug. 1896 - Lønnestak
Begravet:
Far: Peder CHRISTENSEN (1788-1859) 6
Mor: Ane Marie HENRIKSDATTER (1799-1856) 6
Begivenheder
1. Dåb: 21 Apr. 1822, Lønne Kirke.
Børn
1 K Else Marie SØRENSEN 6
Født: 28 Maj 1846 - Lønnestak, Lønne
Dåb: 28 Jun. 1846 - Lønne Kirke
Død: 19 Okt. 1883 - Lønne
Begravet: 27 Okt. 1883 - Lønne
Ægtefælle/partner: Peder SØRENSEN (1841-1930) 6
Ægtesk: 28 Nov. 1879 - Hjemmet I Lønne Kgl.Bev.11/11-1879
Begivenheder
1. Dåb: 28 Jun. 1846, Lønne Kirke.
2 M Peder SØRENSEN 6
Født: 26 Okt. 1848 - Lønnestak
Dåb:
Død:
Begravet:
Begivenheder
1. Dåb: 26 Okt. 1848, Hjemme/Lønne Kirke 17/12-1848.
3 K Margrethe SØRENSEN 6
Født: 29 Okt. 1851 - Lønnestak
Dåb:
Død:
Begravet:
Begivenheder
1. Dåb: 1 Apr. 1852, Lønne Kirke.
4 K Hansine SØRENSEN 6
Født: 10 Feb. 1856 - Lønnestak
Dåb:
Død:
Begravet:
Begivenheder
1. Dåb: 4 Jan. 1852, Lønne Kirke.
Notater: Mand - Søren Hansen
Realregister til skøde og panteprotokol 1842 - 1860 (B 83 SP110)(PS005) Lønne sogn side 287 nr. 8 Tingbogsdatum 19. April 1854, Folie (side) i protokollen 90, Adkomstdokumentets Tingbogsdatum 12. mai 1847 folie 293 B83 - SP33 7/2-44 til 7/7-1847 (kopi af siderne 667b-668a) Søren Hansen, Lønnestak. Livscontract fra Maren Pedersdatter. Nr. 6 17/3-1852 side 26 - adk. dato 30. Nov 1845 side 258. Søren Hansen i Lønnestak, Skjøde fra Peder Christensen på 2.2.1.2 3/4 alb, deraf solgt " " 1 "3/4 alb. (PS005). 27/9-1854 side 179 adk.dato 17/3-1852 nr. 26 Peder Sørensen i Lønneklint Skjøde fra Søren Hansen på " " 1 1 3/4 alb.
Kilde: S&P B83 SP33 side 667B og 668A. Nr. 3 første klasse, 1845 1 rbd.32 skilling rede sølv. Leiecontrakt.
Bemærkninger: No. 198 L. Adk. Annulleret no. 216 u 1863.
Retsdagen den 12. Mai 1847.
No. 3 Den Første klasse 1845 - 1Rd. 32 Skill Sølv
Leiecontract.
Mellem undertegnede Maren Pedersdatter, Enke efter Lars Hansen i Lønnestak, Lønne sogn, som bortleier og Søren Hansen i Lønnestak som Leier.
1. Jeg Maren Pedersdatter overdrager og bortleier herved til Søren Hansen og Efterkommende følgende: en udyrket Eiendom, beliggende i Sønderborck Mærsk som vener saaledes: paa nordre Side til Lars Nielsen i Lønnehede hans eng, paa sønder Side til Ole Pedersens Enke i Lønnestack hendes Eiendom, paa vester Side til Sandflugtslinien, og paa øster side til bortleierens Eiendom eller den øster side af Diget til en bred Sletning, som strækker sig til (Gøgnsflod?)
Denne Eiendom skal Leiren være berettiget til at beholde saalænge han deraf svarer og præsterer den afgift, hvorom vi ere forenede ligesom han og skal være berettiget at benytte den, paa den maade han selv maatte lyste.
2. Leirsummen, der er accorderet til 8 Rdl. Sølv aarlig, betales hvert Aars St. Hansdag, dog med Fradrag af 6 Rd. 2 Mark 5 Skilling rede Sølv, der er Renter af 160 rdl r. sølv, som Leieren til min betryggelse og i stedet for anden sikkerhed, han betalt mig som præniemeration.
3. Udebliver afgiften, nemlig forberørte 1 Rbd 3 Mark 5 Skilling r. S. skal leieren have sin Ret forbrudt efter denne Kontract, saafremt den derpaa giøres paastand, dog skal han i dette tilfælde tilbagebetales sin præniemeration, efter afgang af den resterende Leie.
4. Som Følge af bestemmelsernes 1 hre Læst skal det i øvrigt være Leireren uforment at giøre Fremleie.
5. Jeg Søren Hansen forpligter mig derimod i Et og Alt at overholde foranførte bestemmelser.
Denne saaledes imellem os afsluttede Leiecontract, som vi egenhændigen have underskreven i Vidners overværelse til gjensidig Betryggelse, vil være at Tinglæse inden vedkommende Ret..
Lønnestack i Lønne sogn den 24. Decbr. 1845.
Maren Pedersdatter. Som Laugværge Sørren Pedersen.
Til Vitterlighed Peder Sørensen. T. Jensen, Nørborck
Kilde: skøde og panteprotokol SP 83B SP 33 side 667 B & 668 A.
Kopi Arkiv PS 059
Gården var, da den blev bygget i 1803 så rummelig og velindrettet, at næsten uden ændringer har kunnet bruges op til vor tid. Ligesom stuehusets ydre bærer præg af velstand, så gør stuerne det også; der er ikke sparet på udstyret. I >kammeret±, som var det daglige opholdsrum, lod man væggen, hvor bilæggeren skulle stå, beklæde med hollandske fliser. som var hjembragt af vestkystens skippere. Her findes også de to alkover, som kan lukkes helt med skydedøre. De føles måske mere end noget andet i gården som den faste ramme om de skiftende generationers tilværelse fra vugge til grav. Fra "kammeret fører en dør ind til >dørnset±, en stor stue, som også kunne opvarmes, men som kun blev taget i brug ved særlige lejligheder. Den domineres helt af et vældigt langbord omgivet af faste bænke og løse stole, hvor mange gæster kunne bringes til sæde, når de skulle smage, hvad huset formåede.
I bladet SKALK formentlig fra 1963 kunne man læse følgende beretning.
Kører man fra Varde nordpå mod Nymindegab, kommer man lige ved Lønne kirke forbi en gammel stråtækt gård. Ret længe får den ikke lov at blive liggende på stedet, for i sommeren 1964skal den flyttes til Sorgenfri ved København og genopføres pa Frilandsmuseet. Den bliver en værdig repræsentant for gammel vestjysk byggeskik. Stuehuset er hvidkalket og grundmuret, og udlængerne er en blanding af bindingsværk og grundmur. De fire sammenbyggede længer lukker sig tæt om en lille hyggelig gardsplads, hvor der er læ for den skarpe vestenvind. Udvendig som indvendig ser gården stadig ud omtrent, som da den blev bygget for 160 år siden.
Gården er karakteristisk for egnens byggeskik, men den er og vil forhåbentlig vedblive at være mere end blot en tør, skematisk type. En sådan gammel gård har sit eget ansigt og sin egen historie, som gør den forskellig fra alle andre gården. Lidt paradoksalt kunne man sige, at netop de individuelle træk er noget typisk, som man ved flytningen må søge at bevare, for at gården ikke skal blive en død ting. Man må kunen fornemme, at bygningen engang har været ramme om levendemenneskers tilværelse i medgang og modgang.
Om gården i Lønnestak siger man - som om så mange andre - at det spøger i den. Mange ville betakke sig for at bo der, i hvert fald alene. Tidligere hang der på køkkenvæggen en "guldklokke" et lommeur med guldkapsel. Hvorlænge uret havde hængt der, vidste man ikke, men det skulle engang for mange år siden være røvet fra en skibbruden mand pa stranden ved Nymindegab, og nu kom ejeren hver nat for at kræve sit ur tilbage. Nøjagtig hvordan det forholdt sig med dette røveri, var ikke helt klart; nogle mente at vide, at den skibbrudne nok ikke blot var blevet udplyndret, men også slået ihjel. Usandsynlig er historien ingenlunde, for der er gennem årene langs de danske kyster begået mangt og meget, som dårligt tåler dagens lys. I de fattige kystsogne var havet en vigtig indtægtskilde, strandinger var velkomne, og på stranden gjaldt ikke altid de samme moralhegreber som andetsteds. Bønderne fra Lønne var flittige gæster ved kysten, ikke blot for at bjærge strandingsgods efter en stormnat, men også som fiskere. Hvert forår slog de sig ned i primitive hytter ved Nymindegab og boede der, sålænge fiskesæsonen varede.
Episoden med gulduret har nok været mere end et tilgiveligt fejltrin. Man taler om en forbandelse, som fra da af har hvilet over gården og over den slægt, som ejede den til omkring århundredskiftet. I den sidste generation var der fire søskende: tre døtre og en søn. Sønnen var sindsyg og levede sin triste tilværelse på gården i >det sorte kammer±, et skummelt rum midt i huset uden direkte lys udefra. Den ene datter blev gift, men døede kort efter, vist på grund af et myggestik. De to andre, >de rige piger± kaldet, var ugifte og drev i fællesskab gården; begge var på forskellig måde plaget af sygdom. Disse søskende var, siger man, fjerde generation efter den gårdejer, som røvede gulduret, og står der ikke netop skrevet, at Herren hjemsøger fædrenes misgerninger på børnene indtil tredje og fjerde led?
Sådan fortæller den lokale tradition, og den skal man selvfølgelig være varsom med at fæste for megen lid til. Men en kerne af sandhed kan der jo være i historien, og man beslutter derfor at bruge øjnene godt ved den rutinemæssige undersøgelse af gårdens ejerforhold m.v., som altid går forud for flytningen af en gammel gård. Skulle mon kirkebøger, skifteprotokoller og skøde- og panteprotokoller i deres knappe notitser og saglige udredninger have noget at fortælle om Lønnestak-gårdens forbandelse?
Ret langt kan vi ikke komme bagud i tid med gårdens historie, for kildematerialot svigter. Den ældste ejer af gården, som vi kan finde hedder Tue Christensen (med tilnavnet Bjerg). Han blev født 1731, døde 1802 og avlede i ægteskab mod Kirsten Gundesdatter 5 børn. Med disse børn gik det ret sørgeligt, idet fire af dem døde i året 1767, endog ret hurtigt efter hinanden. Kirkebogen fortæller. at den 22. søndag efter Trinitatis (o: 15/ 11) blev Tue Christensens datter, Bodil, 12 år gammel,
begravet. Allerede to uger efter var der atter begravelse fra denne gård, og det gentog sig nu hver søndag i advent indtil jul: 1. søndag i advent var det datteren Maren på 4 år, der blev begravet; 2. søndag i advent Peder Christensen, 23 år gammel, en nær slægtning, som tjente hos Tue; 3. søndag i advent datteren Anna, 1 år gammel, og endelig 4. søndag i advent blev Tue Christensens søn, Gunde, på 9 år begravet. Denne triste række af dødsfald kommenterer præsten således: >NB. Disse fire i Tues gård bortdøde i december, dog hver af særdeles adskilt sygdom±. Der var altså ikke tale om en af de så sørgeligt velkendte ecpedemier, og der kunne nok for folk på egnen være anledning til at spørge* hvorfor?
Selv døde Tue Christensen først i 1802. 71 år gammel, og atter finder præsten anledning til at gøre en antegnelse i margin af kirkebogen; >Død meget hastig om natten uden nogen vidste deraf±. Man fornemmer, at der har været talt om dette dødsfald. Døde han fra en brøde, som
ikke var bekendt eller sonet? Var det den onde selv. som havde hentet Tue?
Enken Kirsten levede til 1813 og døde i den høje alder af 88 år. Det sidste år var hun stokdøv, siger præsten, men hun kunne læse uden briller. Hun tilbragte sine sidste år som aftægtskone hos den eneste overlevende søn, Christen Tuesen, som nu drev gården. Han var blevet gift 1 1872 med Anna Pedersdatter og fik med hende fire børn, to sønner og to døtre. I 1812 overdrog Christen Tuesen gården til sin ældste søn, Tue, men denne solgte allerede i 1821 gården til sin yngre bror, Peder. Pedcr Christensen drev gården til 1829, solgte den så til Niels Henriksen Høy, men købte den atter tilbage året efter. Vi ved ikke meget om denne generation, men de mange ejendomshandler virker påfaldende. Var også Christen Tuesens børn plaget af sygdom eller på anden måde hjemsøgt? Selv døde Christen i 1830 som aftægtsmand på gården.
Peder Christensen havde fire børn med Ane Henriksen fra Nr. NebeL Ældst var datteren Anna, som blev gift i 1846. Hendes mand, Søren Hansen, fik skøde på gården i 1852, men allerede fire år før var der blevet oprettet en aftægtskontrakt mellem ham og hans svigerfar. Det er et meget vidtløftigt dokument, som synes præget af, at det er en svigersøn og ikke en søn, der overtager gården. Peder Christensen skulle forestå gårdens bestyrelse til 1851 og derpå flytte ind i et 6 fags aftægtshus, som svigersønnen skulle bekoste opført. I alle detailler bestemmes det, hvilke møbler der skal flyttes over i aftægtshuset, og hvad aftægtsfolkene skal have daglig, ugentlig og årligt fra gården. Denne ordning skulle dog først træde i kraft efter nærmere ordre, for sålænge vi finder for godt at blive gående i huset hos vor svigersøn, eftcr at han har overtaget gårdens bestyrelse, beholde vi fri adgang til alle fødevarer i huset, at tage øl og mad, når vi finde for godt, sa at intet deraf skal låses eller lukkes for os±. Aftægts-huset synes aldrig at være blevet bygget, så vi må gå ud fra, at de to parter har foretrukket at have fælles husholdning.
Det var hårde vilkår for en ung bonde at påtage sig. og så er det endda ikke det værste. Foruden de to gamle måtte han også tage deres to ugifte børn, Henrik og Elisabeth, på aftægt. Om den sidste siges blot, at hun skal blive boende på gården, sålænge hun lever, og at ejeren skal bekoste et sømmeligt bryllup for hende, hvis hun skulle blive gift. Det fremgår ikke klart, om hun har været syg eller på anden måde handicappet, men det siges til gengæld tydeligt om sønnen, Henrik. Han skal have underhold hos aftægtsgiveren, til han bliver 36 år og skal i den tid "udrette ved gårdens drift, forsåvidt hans helbred tillader, hvad slags arbejde han bedst kan tåle±. Vedbliver han at være svagelig og ugift, når de gamle er aFgået ved døden, skal han have lov til at bo i aftægtshuset, og gården skal levere ham mælk, tørv og andet, som han har brug for.
Søren Hansen måtte således i sin gård huse to gamle aftægtsfolk og to ugifte voksne, hvoraf i hvert fald den ene ikke kunne klare sig selv. Hans egne børn, som er nævnt i indledningen, voldte ham nok mere bekymring end glæde. Værst var det, at den eneste søn var uhjælpelig sindsyg. Fire generationer, mere eller mindre hjemsøgt af sygdom, død og elendighed! Intet under, at man på egnen talte om den forbandelse, der hvilede over gården.
Lad os nu vende os fra beboernes triste skæbne og i stedet se lidt på selve gården. I køkkenskorstenens gamle overligger stod initialerne C T S (= Christen Tuesen) og årstallet 1803 indskåret. I dette år må man have afsluttet en gennemgribende ombygning af gården, og det bekræftes af den gamle brandtaksationsprotokol. 1803 blev Christen Tuesens gård >takseret til forandret indtegning±. Den bestod i sin nye skikkelse af et 14 fags grundmuret stuehus samt tre udlænger af bindingsværk, nemlig 10 fag i øster til vognport og lade, 12 fag i nord til lade og stald og 6 fag i vester til stald. Det nye stuehus var et af de allerførste i sognet, som ikke havde bindingsværksvægge, men var bygget helt af mursten. Den lange brede længe er, selvom det er landligt byggeri, tydeligt påvirket af tidens klassicistiske mode, navnlig i den symmetrisk opbyggede facade mod de to halvrunde kviste. Også inden døre var huset præget af velstand, og stuerne var efter forholdene store og smukt udstyrede.
Hvordan så da den gamle gård ud, som blev afløst i 1803? Det er vanskeligt at besvare, for her svigter kildematerialet. De ældre brandtaksationer er borte, og der findes hverken skifter eller synsforretninger fra gården før ombygningen. Kun pa matrikelsarkivet har vi heldet med os. Matrikelkortet over Lønne sogn er målt i 1793, men ført a jour i de følgende år. Derfor er det Peder Christensens navn, vi finder anført for gården matr. nr. 14, skønt han først ejede den fra 1821. Kortet viser, at gården ikke blot blev ombygget i 1803, men at den samtidig blev flyttet et stykke mod sydøst til en plads, som vel har ligget mere bekvemt i forhold til jorderne og nærmere ved landevejen. Ved opmålingen 1793 tegnede man den gamle gard ind, men ved en revision efter 1803 stregede man dens længer over og indtegnede i stedet den firlængede gård på det nye sted. Vi er da i den heldige situation, at vi på samme kort kan se gården i to forskellige udgaver, før og efter 1803. Den gamle gård bestod kun af to smalle, parallelt
anbragte længer med en kålgård eller anden indhegning vesten til. Det har tydeligt nok været et særdeles beskedent gårdsanlæg, som i 1803 fik sin nye, smukke afløser.
Det er Christen Tuesen, der står som gårdens bygherre. Hans far, den gamle Tue Christensen, var død året før. Måske er det ham, der har planlagt og påbegyndt byggeriet, for ofte samlede man byggematerialer sammen i flere år, før man tog fat på at bygge. Har den velstand, som nybygningen afspejler, noget at gøre med episoden på stranden ved Nymindegab? Fr det historien om den uretfærdige mammon, som skænker sin mand velstand og pragt, men berøver ham og hans slægt trivsel og lykke? Vi ved det ikke og får det næppe heller at vide. Det hører til den gamle gårds hemmelighedcr, som den ikke giver fra sig. Bjarne Stoklund. (kopi PS0052)
Folketælling 1890. gård nr. 12 Søren Hansen, 77, Lønne, Aase Hansen, 67 år, Peder Sørensen, 41 år, Magrethe Sørensen, 38, år, Hansine Sørensen, 33 år, Peder Jensen Schmidt 20, Lydom Tyende, Ane Marie Kristensen, Lønne Tyende.
Notater: Kvinde - Anna Pedersdatter
Baaren af Jep Sørensens kone, L.Stak. Faddere: Laurids Hendrigsen i ? navnene er meget svært at læse i kirkebogen. Pige ? Johnsdatter, Christen Højs kone, Lønnestak.