Mand Lars Peter MORTENSEN (detaljer er holdt tilbage for denne person)
Født:
Dåb:
Død:
Begravet:
Ægteskab:
Kvinde Diana West JENSEN (detaljer er holdt tilbage for denne person)
Født:
Dåb:
Død:
Begravet:
Far: Svend Aage West JENSEN
Mor: Karen NIELSEN
Børn
1 M Chris West THOMASSEN (detaljer er holdt tilbage for denne person)
Født:
Dåb:
Død:
Begravet:
Mand Johannes JOHNSSON (detaljer er holdt tilbage for denne person)
Født:
Dåb:
Død:
Begravet:
Ægteskab:
Kvinde Edel Marie JENSEN
Født: 1856
Dåb:
Død:
Begravet:
Børn
1 M Niels Christian Andreas JOHNSSON
Født: 1 Aug. 1885 - Nykøbing Mors
Dåb:
Død:
Begravet:
Ægtefælle/partner: Karen Kjerstine JACOBSEN (1887- ) 6
Ægtesk: 14 Feb. 1911 - Vor Frelser sogn Esbjerg
Mand
Født:
Dåb:
Død:
Begravet:
Kvinde Afdød (detaljer er tilbageholdt)
Født:
Dåb:
Død:
Begravet:
Far: Jens Olsen JENSEN (1887-1969)
Mor: Gudrun Kirstine Elisabeth MADSEN (1900-1987)
Børn
Mand Ejgil JENSEN 617
Født: 14 Aug. 1898 - Janderup, Ribe, Denmark 617
Dåb: 25 Sep. 1898 - Janderup, Ribe, Denmark 617
Død: 18 Feb. 1992 - Thorstrup, Ribe, Denmark 617
Begravet: - Thorstrup, Ribe, Denmark 617
Far: Johannes JENSEN (1875- ) 355
Mor: Laurine Kristine KRISTENSEN (1874- ) 354
Kvinde
Født:
Dåb:
Død:
Begravet:
Børn
Mand Ejlif JENSEN 6
Født: 4 Sep. 1903 - Søby Ved, Gylling
Dåb: 11 Okt. 1903 - Gylling Kirke
Død: 1991 - Hou
Begravet:
Far: Jens JENSEN (1855-1951)
Mor: Birthe Kjerstine ERIKSEN (1860-1925)
Ægteskab: 2 Jan. 1933 - Halling kirke
Begivenheder
1. Beskæftigelse: gårdejer.
Kvinde Else Marie SØRENSEN 6
Født: 26 Nov. 1899 - Lønne Sogn
Dåb: 18 Feb. 1900 - Lønne Kirke
Død: 16 Maj 2006 - Hou
Begravet: 20 Maj 2006 - Hou
Far: Peder SØRENSEN (1841-1930) 6
Mor: Mette Marie JENSEN (1872-1908) 6
Børn
1 K Margit Kirstine JENSEN (detaljer er holdt tilbage for denne person)
Født:
Dåb:
Død:
Begravet:
Ægtefælle/partner: Eilif Nørlund RASMUSSEN (nulevende)
2 K Ingrid JENSEN (detaljer er holdt tilbage for denne person)
Født:
Dåb:
Død:
Begravet:
Ægtefælle/partner: Poul Bager HANSEN (nulevende)
Notater: Mand - Ejlif Jensen
Ejlif Jensen er født den 4. september 1903 i Søby Strandgaard. Han blev gift den 2. januar 1933 i Halling Kirke.
Ejlif Jensen gik i Gylling Friskole, hvorefter han var beskæftiget ved landbruget hjemme. 1919/20 var han elev på Testrup Højskole. Han aftjente sin værnepligt ved Livgarden i 1924, hvorefter han havde plads på Stensvedgaard ved Vordingborg, senere var han bestyrer for søsteren Maren i Framlev. Den 1. januar 1931 købte han Ladefogedgården, der var på 18 ha., senere er frasolgt 2 ha. til sommerhusgrunde. Gården blev drevet med alsidigt landbrug til 1. marts 1984, derefter blev jorden forpagtet ud.
Ved hans dåb ses hans navn som Ejlyf og ved hans konfirmation kaldes hans Ejluf. Ejlif blev konfirmeret den 30. september 1917. Boede i Spøttrup i Gylling sogn, Hads Herred, Århus amt. --
Ejlif Jensen er født den 4. september 1903 i Søby Strandgaard. Han blev gift den 2. januar 1933 i Halling Kirke med Else Marie Sørensen, der er født den 26. november 1899 i Lønne som datter af gårdejer Peder Sørensen og hustru Mette Marie Jensen, Lønne. Bosat: "Ladefogedgaarden", Spøttrup Strandvej 18, Spøttrup, 8300 Odder.
Else Marie Sørensen gik i skole i Lønne. Allerede fra hun var 8 1/2 år havde hun plads om sommeren, det første år var hendes løn et par træsko og et rødt forklæde, den næste sommer fik hun 20 kr. i løn. Efter endt skolegang havde hun de første år plads på hjemegnen, i 1924 fik hun plads hos en søster i Skanderborg og blev deref- ter på Skanderborg-egnen til giftermålet.
Notater: Kvinde - Else Marie Sørensen
Faddere: Pige Marie Sørensen, indsidder Broder Brodersens hustru, gdr. Anders Johnsen, ungk. Marius Olesen, ungk. Edvard Høy alle af Lønnehede.
Marie blev konfirmeret den 19. april 1914.
Else Marie Sørensen, der er født den 26. november 1899 i Lønne som datter af gårdejer Peder Sørensen og hustru Mette Marie Jensen, Lønne. Bosat: "Ladefogedgaarden", Spøttrup Strandvej 18, Spøttrup, 8300 Odder.
Else Marie Sørensen gik i skole i Lønne. Allerede fra hun var 8 1/2 år havde hun plads om sommeren, det første år var hendes løn et par træsko og et rødt forklæde, den næste sommer fik hun 20 kr. i løn. Efter endt skolegang havde hun de første år plads på hjemegnen, i 1924 fik hun plads hos en søster i Skanderborg og blev deref- ter på Skanderborg-egnen til giftermålet.
Kilde slægtsbogen "Forfædre og efterkommere efter Jens Sørensen og Bodil Marie Hansdatter.
Else Marie fortæller i et brev til sin bror Søren - formentlig i forbindelse med en sammenskrivning foretaget af Gustav Jensen, Nr. Nebel i Maj 1980.
Den første jeg har hørt om var min oldefar, han hed Peter Sørensen, men årstal her kender jeg ikke. Min farfar Søren Pedersen og hans kone Mette ved jeg var Strandfoged og han samlede mange små jordarealer, derfor var der så mange små stykker forskellige steder. De fik 4 børn. Niels døde som ganske ung af halssyge (difteritis), Maren blev gift med Jens Kristensen, Dyreby og Anne Marie forblev ugift og flyttede med Maren til hendes hjem. De skulle begge have deres arvepart fra gården, da min far skulle overtage den. Han lånte 2000 kroner til dette formål, der er vist et dokument, som er i Vagn,s besiddelse, som viser dette. Det var mange penge dengang, så det har nok været svært at skaffe dem.
Min far Peder Sørensen født 1846 d. 16/6 1930. Far skulle overtage gården engang, men var for ung og dels ville forældrene ikke afstå den endnu. Så tog han ud at sejle først med en fiskerbåd og senere på langfart. Også en tid med redningsbåden, det var meget almindelig, at de unge mænd fra gårdene tog ud med fiskerbåde. Der er nogle enkle ting i hjemmet, der er fra den tid. Men han havde nu udset sig en brud, dog måtte han ikke få henden, det var een af de rige piger fra " Lønnestakgården hun hed Else Marie, de blev da gift, men hendes mor vilde ikke med til brylluppet, det var ikke fint nok, men ægteskabet forblev barnløs og meget kort, hun blev svagelig og døde efter få år af tæring (turberkulose), men inden hun døde havde de taget en lille forældreløs pige til sig, hun hed også Else Marie Kristensen. Da min fars første kone Else Marie døde, vilde hendes familie have hendes medgift af kister og skabe og sengeklæder hjem til gården i Lønnestak igen, det har far fortalt mig.
Så kom min mor ind i billedet, hun kom som husbestyrerinde og blev senere gift med min far. Hun hed Mette Marie Jensen var 26 år og min far var 50. Hun var en glad kvinde og min far havde så vidt jeg forstod nogle meget lykkelige år sammen med hende. Jeg tror det er fra hende vi har vores sangglæde. De fik en børneflok på 5 i de ti år hun fik lov at leve, det var en tung tid (da hun døde) for ham, dels var børnene små, det var ikke let for ham, den ældste 12 og den yngste 1 år. Hun døde i løbet af 2 dage af en ondartet Blodforgiftning. Og når der var noget, der var vanskelig for ham og han syntes, at det ikke er til at klare kan jeg huske ham sige med sorg i stemmen. " Såen som a savner je Muer".
Vi fik en husbestyrerinde en tid det gik vist ikke alt for godt, men tiden gik og min plejesøster var voksen og havde haft plads nogle år, så kom hun hjem og hjalp os. Hun var dygtig og alt syntes bedre, vi savnede ikke noget skønt der ikke var meget af der der hed velstand dengang. Jeg kom ud at tjene 8 år gammel hos min morbror 3 somre. Det første år fik jeg et forklæde og et par træsko og selvfølgelig også kosten, det var noget man regnede med dengang og nu blev den ældste konfirmeret og også jeg. Vores plejesøster vilde gerne ud igen og så vidt jeg husker rejste i 1916 og vi piger måtte klare det derhjemme på skift. vores plejesøster blev gift og bosat i Outrup. Mine brødre var stadigvæk for unge til at overtage gården og far valgte så at udstykke gården og beholde bygningerne og 6 td land foruden en hedelod på 11 td. land, det skete i 1915 det var jo lette for far nu og der gik 15 år, hvor vi skiftedes til at være hjemme. Far var nu 86 år og meget træt og Signe og Jens kom til da han døde 16/4-1930. (PS036)
Else Marie Sørensen fortæller træk fra hendes barndom:
Min mor var en glad kvinde, og min far havde så vidt jeg ved nogle lykkelige år sammen med hende. Jeg tror det er fra hende vi har vores sanglæde. Min mor blev ramt af en ondartet blodforgiftning, og døde efter et par dages sygdom. Det var i 1908. Det blev en tung tid for min far, da han havde mistet min mor. Når der var vanskeligheder som han havde svært ved at klare så kan jeg huske ham sige med sorg i stemmen: "Såen som A savner jer muer" - Vi havde en husbestyrerinde en tid, det gik vist ikke alt for godt, men tiden gik og min plejesøster Else Marie blev voksen. Hun havde haft pladser i nogle år, men kom nu hjem og hjalp os. Hun var både rar og dygtig, og alt syntes at gå bedre. Vi savnede ikke noget, men der var ikke megen velstand dengang. Jeg kom ud at tjene da jeg var otte år gammel, jeg var tre somre hos min morbror Jens Chr.Jensen. Det første år fik jeg et forklæde og et par træsko og naturligvis også kosten den regnede man også med dengang. Så blev min ældste søster konfirmeret og siden også jeg. Vi nåede frem til 1916, og vor plejesøster ville gerne ud at tjene. Vi piger måtte så klare det derhjemme på skift. Vor plejesøster blev gift og bosat i Outrup. Mine brødre var stadigvæk for unge til at overtage gården, og i 1915 solgte min far vore udmarker. Der var nu kun seks tdr.ld. derhjemme, samt et stykke hede pa 11 tdr. ld. Min søster Signe fik gården tilskødet den 6. april 193o, og den 16 april døde vor far. Den 3o. maj blev min søster Signe gift med Jens Bisgård Rasmussen. Far fortalte meget om den tids overtro. Når der strandede et skib og hele besætningen druknede, så blev der set en skare mænd der vandrede med lygter og kister ude i klitterne. Og ude i Lønne ved en stenkiste, der kunne man til tider se en hovedløs hest, og det varslede død for en syg. Jeg fik en lille arv fra Lønnestakgården på 1400 kr. For disse penge fik jeg et meget fint konfirmationsudstyr med sølvkors og kæde, samt en fin guldbroche som er i Methas besiddelse, Jeg blev gift med Ejlif Jensen i 1933. Han er født i Søby ved Gylling, og boede på Ladefogedgård Spøttrup, Hou. -
Omtale i avisen i forbindelse med Marie Jensens 105 årsfødselsdag med billede, hvor Marie har besøg af borgmesteren.
.
105 år og på nettet
25/11-2004
Marie Jensen holder kontakt med familien i USA
Hun støver aviserne igennem for at holde sig orienteret, hun kan navnene på alle håndboldpigerne, og hun kommunikerer med familien via e-mail.
Marie Jensen fra Spøttrup fylder 105 år torsdag den 26. november.
Det med alderen glemmer man nu hurtigt under et besøg hos den aldrende dame, der de seneste 12 år har boet på Hou Ældrecenter. Som hun sidder der i sin pæne kjole og med solbrændt kulør, kunne hun lige så godt være 70 år. Eller måske 60 år.
- Nej, det er noget vrøvl. Jeg er gammel og er da også begyndt at have problemer med både hørelse og syn, fortæller fødselaren, der dog ikke er mere svag, end at hun retter på lysedugen, da fotografen træder ind. Og mens hun taler med avisen, beder hun i en sidebemærkning centerleder Bente Markfoged Jensen om lige at hente den vase med friske blomster, som har været ude på badeværelset for natten. Skal hun absolut i avisen, skal der i hvert fald være pænt i hendes hjem. Men hun nægter at sætte sig foran pc'eren inde i ergoterapien.
- Det er rigtig, at jeg skriver til familien i både Danmark og USA via >computteren<. Men havde jeg ikke Birger, kunne jeg aldrig finde ud af det. Så det skal du ikke gøre en stor sag ud af, forklarer Marie Jensen og henviser til den tidligere sekretær på Hou Ældrecenter, Birger Laursen. Indtil for to måneder siden hjalp han næsten dagligt Marie Jensen med at sende mails til familie og venner - i dag kigger han jævnligt ned til fødselaren efter arbejdstid. Så bytter de papirlapper, hvorefter Birger Laursen sørger for at sende beskederne afsted.
- Det er så smart. Tænk, at jeg skulle nå at opleve sådan noget moderne stads. Da jeg var barn, skrev vi med pen og blæk og kendte ikke engang til kuglepenne, siger Marie Jensen og ser ud til at drømme sig tilbage til barndommen i Lønne ved i Nørre Nebel.
Det var nu ikke fordi, barndommen var let for Marie Jensen og hendes søskende. Tvært imod husker hun stadig sorgen over at miste sin mor, da hun var kun otte år. Fra da af måtte børnene hjælpe til, selv om faderen også gjorde en sag ud af, at de skulle passe deres konfirmationsundervisning.
- Også selv om vi måtte gå hele vejen til Henne Kirkeby, fordi der dengang endnu ikke var nogen kirke i Lønne. Det var langt, fortæller Marie Jensen og gætter på, at hun hver gang gik otte-ti kilometer. Om morgenen, mens det endnu var mørkt.
Elektrisk lys og automobiler var nemlig ikke noget, der prægede gadebilledet ved Vestkysten.
Mere munter blev tilværelsen, da hun som 33-årig i 1932 løb ind i Eilif Jensen fra Ladefogedgård i Spøttrup. Han gjorde kur til hende, og snart slog de pjalterne sammen.
- De første år var hårde. Eilif havde overtaget gården tre år i forvejen og var kommet godt i gang. Men den var meget misligholdt, så der var nok at gå i gang med, fortæller Marie Jensen, som også blev mor til to døtre, der i dag bor i Mårslet og Næstved. Til gengæld har fødselaren efterhånden mistet overblikket over antallet af børne- olde- og tipoldebørn.
- Ham Povlsen
- Men der er i hvert fald en af pigerne, som er noget så dygtig. Hun arbejder for ham Povlsen. Du ved, ham der bor nede på Gyllingnæs og er så ferm til at sælge tøj, fortæller Marie Jensen og henviser til direktøren for Bestseller-koncernen, Troels Holch-Povlsen.
Endnu et bevis på, at man sagtens kan holde styr på tingene, selv om man har levet i tre århundreder. Der er da heller ingen tvivl om, at Marie Jensen, som er inkarneret royalist, har sine meningers mod, hvad kongehuset angår.
- Det kan godt være, at ham Joakim er lidt af en spradebasse. Men jeg synes nu, at Alexandra skulle tage hjem igen. Om ikke andet så for børnenes skyld. De har brug for både en far og mor, siger Marie Jensen, og mindes igen sin opvækst uden en mor.
- Vi led ikke. Men jeg er glad for, at Eilif og jeg nåede at give vores piger en opvækst med både en far og en mor. Det er nu engang det bedste, fortæller hun og ser tilbage på 57 gode år på Ladefogedgård. År, hvor hun også nåede at være aktiv i husholdningsforeningen og at få en stor vennekreds.
- Men de er væk næsten alle sammen, så det kniber med at få et godt slag whist. Det bliver mere til en gang 500 med børne- eller oldebørnene, men jeg tror nu, at de meget hellere vil have puttet ting ind i >computteren<.
- Tænk dig, de lagde alle mine gamle fotos ind i maskinen, bortførte mig og bad mig fortælle om hvert eneste af motiverne. De sagde, at jeg er den eneste, som kan fortælle, hvad de forestiller. Så det måtte jeg jo finde mig i, fortæller fødselaren, der får hele familien på besøg på sin fødselsdag.
- Ja selv de små oldebørn, som har bedt om fri fra skole for længe siden. Men så får de jo også en fridag, siger hun og smiler.
(mayner)
Lidt af Maries erindringer fra et langt liv.
Else Marie Jensen født Sørensen d. 26. nov. 1899 i Henne - Lønne Sogn. Else Marie er døbt i den gamle Lønne kirke, for den nuværende kom først i brug senere. Da Marinus var i kirke og blev døbt, måtte vi køre til Henne, fordi Lønne kirke ikke var færdigbygget; efter hvad jeg kan regne ud, må det have været 1903 ca. Min mor hed Mette Marie Sørensen, og var født Jensen d. 27. apr. 1872 i Henne - Lønne Sogn. H un døde den 7. Juli 1908. Min far hed Peder Sørensen, og han var født den 19. dec. 1841 i Lønne, og han døde d. 16. apr. 1930. Mit fødehjem var i Lønnehede, som min søster Signe og hendes mand Jens overtog. Vi var meget nøjsomme i vores dagligdag, og jeg tror, vi var selvforsynende med alt. Tørrede rødspætter, som min far spiste ristede over åben ild, det var morgenmad. Vi saltede og tørrede rødspætter om efteråret, så der var til hele vinteren. Vi slagtede lam, og der blev saltet og røget et lammelår til pålæg. Det var også tit vi fik en mellemmad med puddersukker eller sirup - det kunne vi godt lide. Vi har nok ikke tænkt så meget på, hvad der var sundt for vore tænder, men jeg tror ikke vi savnede noget. Der var nok til os at spise, og vi kendte jo ikke til noget andet. Vores middagsmad var mest lammekød fra saltkarret og flæskekød. Der kunne nok varieres noget med det. Frugtgrød var ikke meget brugt. Jeg kan huske, at når der skulle være lidt ekstra, kunne vi købe en stor pose med svedsker og tørrede æbler - det var luksus. Til daglig var det mest byggrød med sirup på og mælk til. "Kiærnvelling" fik vi også med store byggryn i, det kaldte vi "storbenegryn", - vi kunne godt have det lidt morsomt til tider. Mit barndomshjem var en firelænget, stråtækt gård, der lå så tæt på vejen som nu. Det var meget spartansk med møbler, kun alkovesenge i alle rum - når jeg tænker tilbage, og med tykke olmerdugs dyner og uldne lagener. De var varme og tunge. Bohave var langbord og fast bænk. En bilægger kakkelovn i hvert rum - de kunne fyres i fra en stor låge i køkkenet. Vi fyrede med hedetørv og lidt træ. Det kunne godt give lidt lunhed. Vi var godt klædt på med meget uldent - både strømper og undertøj. Vi havde selv får, der blev klippet en gang om året. Ulden blev kartet og spundet, og når det var færdigt, blev det sendt til en vævekone. " Sinne Vøvster " kaldte vi hende, og hun vævede et klædestykke til tre kjoler til os tre piger. Senere blev det farvet. Det var rødt et år, brunlig og lilla andre. Det var så pænt, og det blev pyntet med fløjls-bånd. Vi havde en sypige der hed Mette Marie Vitus, hun kunne godt få os pyntet, kan I tro. Vore strømper var der også en kone der strikkede, det var vist 35 øre parret, så det var skam dyrt, men vi var jo alle små, da mor døde, så det var nødvendigt alt
sammen.
Jeg havde kun gået i skole et år, da min mor døde fra os. Vi gik i skole i Lønne, og der var en meget dygtig lærer i Lønne, der hed Sneum. Han terpede meget. Om vinteren gik vi i skole hver dag fra 8 - 15, og om sommeren en dag. Vi gik på vore ben, men det var almindelig dengang; der var ingen cykler. Sommeren efter 8 år gammel kom jeg ud at tjene hos min farbror Jens i Dyrby. Min faster var død, og min kusine Martine var husbestyrerinde, og min fætter Niels var der som karl. Jeg kom med en lille bylt tøj, og skulle gøre mig nyttig. Jeg længtes nu meget den første tid, for her var ingen at lege med, som jeg var vant til, men efterhånden fandt jeg mig til rette, og der blev noget til mig at bestille. Fårene i engen skulle flyttes, og køerne stod i tøjr, så dem skulle jeg også flytte, og senere kunne jeg også trække dem alle 8 i marken og tøjre dem.
Hver onsdag formiddag var jeg i skole i Dyreby. Vi måtte tidligt op om morgenen, for jeg skulle i engen og flytte fårene først, og der var langt at gå, så det gik gerne i trav med mine tunge træsko i hånden. Så hjem, og en hel rundtenom hjemmebagt rugbrød - lidt tyk, og en skive sigtebrød lagt sammen med lidt skrabet margarine. Hertil lidt kogt, varm nymalket mælk, og når man så var blevet rigtig vågen, skulle jeg skynde mig i skole.
Hjemme var vi da flere om morgenarbejdet. En skulle malke en ko, og Signe skulle afsted lidt før os andre, fordi bedstemor i Lønnestak fik en liter mælk hver morgen. En skulle flytte fårene omme på heden, jo der var arbejde til alle.
Jeg var i Dyreby 3 somre hos farbror Jens. Det første år fik jeg et rødt forklæde og et par nye træsko - kosten var jo også noget værd. Andet år fik jeg 20,- kr., og det varjeg meget glad for. Tredje år steg det til 30,- kr., og så blev det tid til at tænke på konfirmation. I skolen havde vi håndarbejde hver lørdag eftermiddag, og jeg havde hæklet noget vi kaldte en semisse, det var det øverste til en særk. Næste år broderede jeg til underskørt med tunger og huller forneden, og vores strikkekone strikkede et par hvide strømper med blade og huller - de var meget fine. Da jeg skulle begynde at gå til præsten, kom vores bedstemor i Lønnestak, og gav os hver en hundredkrone seddel. Jeg fik en cykel for pengene, og de andre fik dem sat i sparekassen. Uheldigvis fik vi en vinter med så meget sne, at jeg næsten ikke kunne bruge den. Der var langt at gå til Henne præstegård, og jeg skulle gå to gange om ugen. Jeg fulgtes gerne med Katrine og Bertels, så det gik meget godt.
Jeg har glemt at skrive, hvad vi lavede i skolen. Vi startede med morgensang og bibelhistorie. Herefter havde vi skiftevis geografi, danmarkshistorie og sproglære eller det vi kaldte sætningslære. Desuden regning, læsning og analyse, sang og nodelære/ verselære, hovedregning. Vi havde stil i de store klasser, genfortælling og diktat i de små klasser. Først havde vi en rød regnebog at begynde med, så kom en gul og til sidst en blå. Det var noget med fladers beregning, og side gange side gange 22/7 så vidt jeg kan huske. Den sidste vinter regnede jeg ikke, for den blå var jeg færdig med, så jeg fik lov til at læse verdenshistorie i stedet, og det var dejligt, når man er lidt videbegærlig. Hos præsten havde vi en lille bog vi kaldte en katekismus. Det var noget med trosbekendelse, bøn og skriftesteder, som vi lærte udenad. Vi havde ligeledes et par salmevers for til hver dag. Vinteren gik, og jeg skulle snart konfirmeres. En dag kom en af pigerne fra Lønnestakgården med en stor pakke.
Jeg var opkaldt efter deres søster, som var død. Hun var min fars første kone. Der var tøj til en hvid konfirmationskjole og en sort andendagskjole foruden en blå bluse og nederdel, så nu var det hele der næsten. Sko og frakke blev der også råd til, såvel som et dagmarkors og en guldbrosje. Der var glæde i huset kan I tro. Der blev også holdt lidt fest, men det kan jeg ikke rigtig huske.
Nogle to kroner fik jeg da af vores naboer, så de har nok været med til festen. Nu kom det på tale, at jeg skulle ud at tjene, og 1. maj kom jeg op til Else og Thomas på Hejbøl. Der var godt at være, dejlige mennesker, som jeg holdt meget af. Vi var i engene efter hø, og jeg kørte de store, røde heste, og Thomas lå bag på hølæsset og sang så dejligt, at jeg aldrig vil glemme det. Han sang:" Der var en aften i tivoli, det var i Karstensens dage ", og mange, mange sange lærte han mig. Jeg fik 15,-kr om måneden det første år, 20,-kr det næste, men så skulle Signe overtage pladsen. Jeg var for dyr i løn. Jeg fik plads hos Jens S. som barnepige. Der var fem drenge fra fem år til en nyfødt, så der var meget at gøre, men godt at være. Vi var tre piger, tre karle og to elever, så det var et stort bord, når vi var der alle. Kosten var god, og de var gode mennesker.
Jens S. var med i så meget vedrørende landbrug, bank og andre ting, som jeg ikke husker. Jeg må have passet drengene godt, for jeg fik tit en teater billet, og til koncert. Jeg husker Olga Svendsen og sangerinden Oda Nielsen fra den tid. Jeg var der i tre år som barnepige, andenpige og kokkepige, så skulle jeg hjem og afløse Tilde.
Signe var hos Jens Mathisen, og da hun så blev voksen, kom hun hjem, for vi skulle skiftes til. Det gav ikke meget i løn, og min far var ved at blive lidt træt af det hele. 11915 blev gården udstykket. Det egnede den sig godt til, og der var 50 tdr. land. Farfar havde købt det sammen, så det lå spredt mange steder. Det var i Sønder- og Nørrebjerg, Øster- og Vestervong, og seks tønder land ved gården, et stykke eng i "Bork Mersk", et stykke der hed "Hueng", og 11 tdr. land hede hvor lidt var opdyrket. I Bork Mersk avlede vi hø, og ligeledes i Hueng. Vi lejede også en parcel på Værnet, hvor vi slog græs med le, og det skulle vendes for at blive godt tør. Vi kørte derud tidligt om morgenen med en kasse med mad - den hed en "Bonnik", og med øl og saftevand. Vi skulle være der hele dagen, for der var så langt at køre til disse enge.
Efter udstykningen var der nu kun seks tdr. land og hedestykket tilbage. Det overtog Signe og Jens, da de blev gift. De solgte heden for 80.000,-kr i den sidste del af 1960 erne. Han havde overtaget gården uden en krone på lommen.
Min far døde i 1930 - stille og roligt og træt af livet.
Jeg var hos pastor Killerik et år, senere hos købmand Melgaard i Sønderbork. Der var godt at være begge steder, jeg kunne lide at være der, de var så gode. Herefter gik det til Østjylland altså Spøttrup, og der har jeg levet sammen med Ejlif i 57 år. Vi har børnene Margit og Ingrid, og nu håber jeg de vil fortsætte.
Et rids over 57 år på Ladefogedgård i Spøttrup. Min mand Ejlif Jensen købte gården i trediverne, og den var meget forsømt. Jeg kom til i 1931, og der var nok at tage fat på både ude og inde.
Jeg har fået at vide, at det var Købmand Rømer i Aarhus, der købte gården til sin kusk, da han ikke havde brug for ham mere. Rømer havde købt bil.
Denne kusk var ikke landmand, så derfor var alt i forfald. Priserne på grise var faldet, og på kreaturer var priserne dårlige, så det var ikke let at få det til at give noget til at forny det med. Der var 300 grise i et så dårligt træhus uden for gården, så vi var nødt til at forny det.
Nu var det med at finde noget, der kunne give overskud. Ejlif var god til at finde noget der kunne give overskud. Vi begyndte med sukkerroer til fabrik, for nu var jorden blevet renset. Det var en god afgrøde med en god pris. Senere kom vi til at dyrke kløverfrø til frøfirmaet i Horsens. Der var meget, som skulle sprøjtes. Vi havde 16 køer, der skulle passes og malkes. Vi var også i gang med at dyrke hør til fabrikken i Aarhus. Det hjalp alt sammen til at der kunne fornyes noget. Vi fik en malkemaskine, og det var et stort plus for mig. Jeg husker også, at vi købte en hoppe som fik føl. Det var en god investering, for da føllet var vokset til, var det dyrere end hoppen. En overgang havde vi fire heste, og altså to at sælge, så det gav til et nyt tag, nye vinduer og en trappesten.
I stuerne var der også fornyelser, og vi malede og gjorde meget selv. Vi fik også et toilet i baggangen - meget spartansk, men det var godt, og vi var meget glade for det. Nu havde vi også to børn at tage hensyn til. Det var også skønt med lidt liv i huset.
Det var nu heller ikke kun arbejde det hele. Vi fik en ung mand til at hjælpe os, og han blev i 10 år. Senere, da vi rigtig fik gang i det landbrug, som Ejlif ville have til at give overskud, fik vi dem lige fra Landbrugsskolen. De var meget dygtige. De kunne passe gården i otte dage, så vi kunne tage en tur til udlandet. Det gentog sig i mange år. Vi tog til Italien, Gardasøen, Østrig og flere gange til Tyskland.
Nu var Margit blevet voksen, og rejste til England som pige i huset. Vi rejste over og besøgte hende. Det var en spændende tur. Vi var også på mange ture rundt i Danmark med børnene. Vi var selv kørende til Holland og Belgien. Vi havde selv fået en bil - en lille Morris 8, den havde vi meget glæde af.
I 1959 blev Margit gift med Eilif fra Bjerager. Han havde sit arbejde i Skrydstrup, så der købte de et hus. Senere flyttede de til Næstved, og der bor de endnu. De fik tre små piger, og da de kunne komme på ferie hos os, hentede vi dem ved færgen. Mor- far syntes næsten det var højtid, når vi hentede dem ved færgen, og de var her en halv snes dage. Margit var blevet Hjemmehjælper. Hun er nu pensioneret som 60 årig, og det samme er Eilif.
Ingrid er også blevet voksen, og hun brød sig heller ikke så meget om landbruget, men læste lidt videre til Teknisk tegner. Hun var først en tur i Israel, og derefter et år i U. S. A. Hun søgte job som Teknisk tegner, og kom ind på Teknologisk Institut, og der har hun nu været 125 år. Ingrid er gift med Poul Hansen fra Grenå, og de har Gitte, som nu er konfirmeret, og har travlt med sin skole. Poul er ansat hos en Tekstil- grossist i Lystrup ved Aarhus. De har et dejligt hus i Tranbjerg.
Jeg har to dygtige børn og svigerbørn, fire børnebørn og seks oldebørn, så det er også mange når vi alle er samlet. Jeg har mange af min mands søskendebarn, som kommer og besøger mig. De bor lidt nærmere end mine egne.
Vi havde også gode naboer og familie at komme sammen med, så der var til et lille selskab om aftenen. Når vi havde fødselsdag, var familien samlet. Det var man- ge. Ejlif havde ni søskende, og de boede ikke så langt herfra. Jeg havde fire; to brødre og to søstre. De boede i Lønne, så dem kunne vi ikke se så ofte. Min ældste søster blev 101 år. Min næstældste søster er 97, min bror 93 og jeg blev 100 år den 26. Nov. 1999. Det er en sej familie.
Min mors to brødre rejste til Amerika sidst i 1890, og efterkommere herfra far jeg af og til brev fra. Det er godt de holder kontakten. Mine børn kan oversætte, det de skriver, for nu kan de ikke tale dansk mere.
Min tidligere nabos datter er bosat i New Zealand. Hende skriver jeg sammen med. Det er dejligt med et friskt pust udefra, når det til tider kan blive lidt trist her på hjemmet. Jeg læser, og har læst mange gode bøger. Det har altid været min last. De er flinke til at skaffe mig noget at læse i, og det er jeg meget glad for og taknemmelig for over.
Min mand døde i 1991. Vi havde solgt gården, og var flyttet til Hou i et nybygget hus, men det blev kort. Jeg faldt og brækkede både arm og lårhals. Fra Hospitalet måtte jeg flytte på Hou Ældrecenter. Der er jeg endnu, og jeg har det godt. Jeg er nogenlunde rask, og hver tirsdag går jeg i terapien for at spille Whist. Når der er underholdning her på hjemmet er jeg næsten altid med.
Kilde Marie Jensen