Mand (detaljer er holdt tilbage for denne person)
Født:
Dåb:
Død:
Begravet:
Kvinde Zoe Elisabeth KLEETE (detaljer er holdt tilbage for denne person)
Født:
Dåb:
Død:
Begravet:
Far: Jeffrey KLETTE
Mor: Stacy Joy BOONE
Børn
Mand Ejner PEDERSEN
Født: 23 Okt. 1910
Dåb:
Død:
Begravet:
Ægteskab: 9 Sep. 1939 - Aadum kirke
Kvinde Kirstine Klemmensine KLEMMENSEN
Født: 19 Nov. 1916 - Rabæk, Adum sogn
Dåb:
Død:
Begravet:
Børn
1 M Hans Peder PEDERSEN (detaljer er holdt tilbage for denne person)
Født:
Dåb:
Død:
Begravet:
Ægtefælle/partner: Marie Katrine MORTENSEN (nulevende)
Mand Jens Nielsen VILLENSGAARD 6
Født: 1716 - Bøvling
Dåb:
Død: 1795 - Villensgaard, Bøvling Sogn
Begravet: 29 Nov. 1795 - Bøvling Kirke
Far: Niels WILLENSGAARD 6
Mor: Mette HARTVIGSDATTER (1685-1763) 6
Ægteskab:
Begivenheder
1. Beskæftigelse: gaardejer.
Kvinde Elle Olufsdatter KLITGAARD 6
Født: 1711 - Bøvling
Dåb: 4 Sep. 1711 - Bøvling
Død: 1786 - Villensgaard
Begravet: 15 Jun. 1786 - Bøvling Kirke
Far: Oluf KLITGAARD 6
Mor: Ukendt 6
Begivenheder
1. Dåb: 4 Sep. 1711, Bøvling Kirke.
Børn
1 M Niels WILLENSGAARD (detaljer er holdt tilbage for denne person)
Født:
Dåb:
Død:
Begravet:
2 M Ole Jensen WILLENSGAARD 6
Født: 1751 - Pugpøt, Bøvling Sogn
Dåb:
Død: 25 Maj 1811 - Maabjerg
Begravet: 31 Maj 1811 - Maabjerg Kikre
Ægtefælle/partner: Annania BECH (1768-1841) 6
Ægtesk: 20 Okt. 1797 - Bøvling Kirke
Notater: Mand - Jens Nielsen Villensgaard
Jens Nielsen Villensgaard var Fæstegaardmand i Villensgaard i Bøvling.
For at give et lille indtryk af at være fæstebonde, har jeg medtaget nogle oplysninger om fæstebørder i Bøvling.
Fæstebondens ydelser
1.Indfæste eller stedsmål.
Indfæste var det beløb, som godsets-ejer havde ret til at modtage, når en bonde overtog en fæstegaard, i regelen svarede det til ca 1/3 af gårdens værdi. Her var dog tale om et beløb, der kunne handles om. Hvis en bonde overtog en forsømt gård, kunne han i regelen få et klækkeligt afslag i prisen mod selv at sætte bygningerne i stand. Ingen tvivl om, at enhver ny fæster forsøgte at overbevise godsinspektør og ridefoged om bygningernes eller besætningens dårlige tilstand. Eftersom godsets ejer i sidste instans var kongen, gik en del af pengene til kongelig majestæt og en del til herremanden.
2.Landgilde.
Den årlige afgift (husleje), som måtte erlægges i naturalier. Samme afgift skal have været ret stor i Bøvling sogn. Et par eksempler fra 1770: Lykke (6.4.0.0.) 6 tønder byg og et lispund smør.
Godballe (,4.4.3.0.),' - 2 tønder og 9 potter rug, 3 tønder og 13,5 potter byg, 5 skæpper og 10,5 potter havre, 3 rigsdaler og 4 skilling i rede penge samt 5 lispund smør. Det lyder af forholdsvis meget for Godballes vedkommende - og regnet meget nøjagtigt ud. Antagelig har der været forhandlet frem-og tilbage, men hvorfor det skulle gøres så nøjagtigt op, melder historien ikke længere noget om det var ikke almindeligt.
(1 tønde korn 139,1 liter, 1 skæppe = 1/8 tønde 17,391 liter, 1 pot = 0,9661 liter, 1 lispund = 8 kg)
I Ryssenstens jordebog for 1801 noteres landgildet:
Kjølhede: 24 rigsdaler
F'are Mølle: 22 rigsdaler
Sudermark:16 rigsdaler
Storbjerg:1 tønde byg, 4 skæpper havre
Brogård: 1tønde byg
Smedsgårdrde: 4 tønder byg, 4 skæpper havre til hver
Tiderne er ved at ændre sig flere gårde end før vil hellere klare landgildet med rede penge.
3.Hoveri
bestod af 1) pløjedage, 2) køredage, 3) gangdage
Pløjedage:Et passende antal gårde udgjorde et pløjehold - benævnt: En hel plov - og var forpligtet på at stille samme hold, når der var behov derfor. Ideen bag et plovhold var, at dette hold skulle klare et bestemt stykke af hovedg'ardens jord - ikke blot med pløjning, men alt arbejdet fra stykket blev pløjet til det var høstet.
I "Generalhoverireglement for Ryssensten" står noteret i 1770: En Plov a 1 dag kan ompløje 2 Tønder Land hvortil behøves en Karl og en Dreng samt samme (ploven) at være bespændt med @ Heste, og samme kan på een Dag harve fornævnte'2 Tønder land.
En karl til at styre ploven, en dreng til at styre hestene og 6 heste for ploven. De gode Bøvling-bønder har ikke altid stillet med deres allerbedste heste.
Som eksempler kan nævnes, at to Gammelgårde dannede et plovhold - ret rimeligt, da gårdene dog lå side om side. Pugpøt og de to Smedsgårde var et andet hold. At de tre gårde ikke havde lige langt til arbejdssteder var bare ærgerligt og ikke noget at hænge sig i.
Køredage (= spænddage): Fæstegården skulle stille med kusk, vogn (eller harve) og to heste.
Gangdage:En "forsvarlig" karl eller pige skulle møde til hoveriet. ("Forsvarlig" - ikke noget med at sende en splejset tjenestedreng eller -pige.)
Flere steder er fortalt, at når pigerne om morgenen gik til høstarbejde med riverne over skuldrene, sang de af fuld hals: Vi skal til Ryssensten til gilde! Om aftenen, når de gik hjem, lød det anderledes: Den forbandede Bøvling hove!
En del bønder - især de som boede langt borte - eller som havde bedst råd - kunne slippe for hoveri mod at betale en årlig afgift. I 1770 skulle der have været 22 hovfri fæstebønder i sognet. Prisen herfor lå da på ca 1 rigsdaler pr tønde land. På det tidspunkt var "Kjølshede" den gård, der betalte mest - 22 rigsdaler.
Af "Bøvling Amts Hoveri-Protokol" fra 1774 fremgår det, at antallet af plovdage har været efter godsets behov. Hertil kommer som ekstra pligt 'arlig 22 spænddage og 35 gangdage prgård.
Øvrige ydelser, som bønderne måtte erlægge, men som ikke kom hoveriet ved, var: Tiende, ejendomsskat (hartkornet), der begge skulle erlægges i naturalier, og de eventuelle personlige skatter.
Som tidligere anført skulle hovedgårdene (jorddrotterne) i 1791 indsende forslag til nøje fastlæggelse af hoveriet og godkendelse af samme. Nu må godsinspektør og skrivere i gang med at finde ud af en beregningsmåde, så det nødvendige arbejde på godsets jorder kan blive udført - så der er dage nok at tage af - uden at fæsterne bliver alt for utilfredse.På herregårdene har man sikkert rystet på hovedet og sagt forskellige bemærkninger om, hvad begreb de skriverkarle i hovedstaden egentlig havde på landbrug. Tilsvarende udtalelser er nok ikke heller ganske ukendte i dagens Danmark.
Herunder bringes den del af Ryssenstens forslag, der omhandler g'ardenes inddeling i plovhold. Det er samme inddeling, som i 1791 alligevel havde været brugt i en hel del 'ar, i det mindste siden 1774.
Forslag - hoveri =Ryssensten 1791:
Plovpart
1. plov: Gammelgård3.6.0.1/3. 1/2
Gammelgård3.6.0.1/3.1/2
2. plov:Skadhede5.0.3.1/2.1/2
Trøjborg2.4.1.0.1/3
Lillebjerg2.3.1.1/2.1/6Som budfoged
fri for pligt-
3. plov:Østergård5.1.3.0.1/2arbejde.
Grønkjær1.7.2.0.1/6
Ilvad3.0.0.0.1/3
4. plov:Godballe4.4.3.0.1/2'
Galsgård2.3.0.1/2.1/4
Galsgård2.3.0.1/2.1/4
5. plov:Smedsgård5.5.1.0.2/3-Som budfoged
Pugpøt2.6.0.0.1/3fri for 1/6
pligtarbejde.
6. plov:Øster Bøvling5.2.1.0.1/2
Gammelgård3.6.0.1/31/2
7. plov:Villensgård3.0.0.0.1/3
Agård2.1.1.1.1/6
Østerbøvling1.7.0.1.1/4
Lillebjerg2.3.1/2.1/4
8. plov:Villensgård3.3.1.0.1/2
Storbjerg6.7.0.2.1/2
9. plov:Mågård3.4.0.1//21/2
Mågård3.4.0.1/21/2
10. plov:Lund5.1.2.2..1/2
Lund5.1.2.2.1/2
11. plov:Sandmandsgård5.3.1.0.1/2-Efter fæstebrev
Østerby3.0.0.1.1/3fri for pligt-
arbejde.
Brendsgård2.6.0.1.1/6
12. plov:Klitsgård4.1.1.1/2.1/2
Klitsgård4.1.1.1/21/2
13. plov:Søgård3.4.0.1/2.1/3
Søgård3.4.0.1/2.1/3
Gadkjær3.5.0.0.1/3
14. plov:Brogård3.7.3.2.1/2
Ågård4.2.2.2.1/2
15. plov:Lykke6.4.0.0.1/2
Smørpøt6.1.1.1.1/2
Det overlades til læseren at finde ud af, om der er nogen sammenhæng mellem gårdenes hartkorn og inddelingen i plovhold. Der er ikke fundet nogen skriftlig angivelse af, hvad plovpartens brøk egentlig betød i det rent praktiske, daglige arbejde.
Som det fremgår af listen, er beboeren af Sandmandsgård fri for pligtarbejde ifølge fæstebrevet. Det var en rettighed, der tilkom de såkaldte sandemænd. I dette tilfælde behøver det dog ikke nødvendigvis at betyde, at der sad en sandemand pa gården. Det kan være en ting, der er blevet hængende fra tidligere fæstebreve. I så fald betyder det sikkert blot, at landgildet var tilsvarende større. Hvis beboeren virkelig var sandemand, burde der have stået: - "fri for ægt og pligt."
Godskontoret fandt faktisk frem til en måde at fastlægge det årlige antal hovdage på, men fæsterne har næppe været særlig tilfredse. Det var noget nyt, og efter manges mening skulle det nok ende med, de kom til at yde mere hoveri end før. Skrivere og godsinspektør skulle have besværet med at føre regnskabet over ydede dage - kammerherren har næppe hjulpet til, han var alligevel yderst sjældent på Ryssensten. måske har.denne indblanding fra højere sted været medvirkende til, at en hel del godsejere ret snart fik travlt med at sælge gårdene fra, så de tidligere fæstere kunne blive selvejere - og godsejeren få flere penge mellem hænderne.
I regelen omtales ridefogeden som den daglige leder af arbejdet på et gods. For Ryssensten gælder det, at betegnelsen ridefoged ikke forekommer i folketællingerne 1787 og 1801 (ingen folketællinger mellem disse to år) eller i præsteindberetninger. I 1801 nævnes på Ryssensten: 1 godsinspektør, 2 "skriverkarle", 1 forpagter og 1 ladefoged, hvilket svarer til opgivelserne i den tidligere tælling. Hvis der på de tidspunkter har været en ridefoged, har han ikke boet i sognet her.
Vi må derfor gå ud fra, at den daglige administration af Ryssensten skulle klares af godsinspektør, skrivere og budfogeder.
Budfogederne, der selv var fæstebønder, bragte besked rundt til de øvrige bønder om, hvornår disse skulle stille til plovdag, køredag o.s.v. Som det fremgår af foregående fortegnelse over plovhold, sad der i 1791 en budfoged på den ene af Lillebjerg-gårdene. Han var som budfoged fri for pligtarbejde = køre- og gangdage, men ikke for plovdage. Samme år var gårdbeboeren pa Smedsgaard også budfoged, men hans rute var åbenbart ikke så lang - han blev kun fri for 1/6 pligtarbejde.
Ordet fæstebonde har for en del mennesker fået en uheldig betydning, derhen at fæstebønderne skulle være fattige, fordrukne (gerne dovne) og fuldstændig underlagt nådigherres og ridefogeds luner.
Den opfattelse er ikke ganske rigtig. De gode bønder kendte udmærket ikke blot deres pligter, men også deres rettigheder. De skulle nok vide at sige til, hvis der blev forlangt mere, end de mente sig forpligtet på. Slaver Var de absolut ikke. En bonde kunne til enhver tid anmode om at få fæstebrevet ophævet. At det kun skete uhyre sjældent, er en anden sag.
Alt i alt var det nok sjældent fæsteren selv, der mødte på hoveri - han sendte en karl eller pige. Muligvis har han for at klare plovdage og pligtarbejde måttet holde en ekstra karl og måske flere heste, end det ellers havde været nødvendigt. Hovfri bønder måtte betale for fritagelsen med rede penge (og rede penge var man meget ked af at give slip på
Vist var det alt sammen en belastning for fæstebonden, og alligevel er det et spørgsmål, hvor stor forskellen er fra dengang og til vore dage. De fleste gårdmænd og parcelhusbestyrere må også svare afgifter i dag - ikke til godskontoret, men til kreditforening, bank eller sparekasse, for ret så mange er det nødvendigt med to indtægter. Skulle der dengang som nu komme dårlige tider, kan det meget vel være et spørgsmål, om det var lettest at få en ordning i stand med godskontoret eller i dag med kreditforeningen.
Omtalen af det ekstra folke- og hestehold er taget med, fordi det er nævnt flere steder. Der kan meget vel være tale om en løsning, som mest var anvendt i Østdanmark - eller som mest eksisterer i forfatterens tanke.
For Bøvlings vedkommende, gælder, at en sammenligning mellem folketællngerne 1787, 1801 og 1834 ikke med sikkerhed kan hverken bevise eller modbevise påstanden. At der var stort folkehold på Ryssensten og i præstegården, kommer jo ikke fæstegardene ved. Det ser i høj grad ud til, at man på gårdene har klaret sig med de sønner og døtre, der boede hjemme. De blev til gengæld boende, selv om de efterhånden havde passeret både de 20 og de 30 år.
Hesteholdet må skifteprotokollerne kunne give et fingerpeg om. Mest almindeligt er 3 heste. hvis nogle få gårde er noteret for fire, er den ene hest ofte af fremskreden alder - en enkelt er opgivet til 21 år. 3 heste var netop hvad man normalt regnede med at spænde for en ikke alt for tung plov.
Mål og mønt
Hartkorn:
Hartkorn hårdt korn (rug eller byg - modsat havre som blødt). Ejendomsskatterne beregnedes efter antallet af det antal tønder hartkorn, en ejendom normalt kunne yde.
I 1688 defineret:
1 tønde hartkorn = 2 tønder land af "allerbedste jord".
1 tønde hartkorn = 16 tønder land af allerværste jord". Mellemkvaliteterne:
1 tønde hartkorn pr. henholdsvis 4, 6, 9 og 12 tønder land.
1 tønde hartkorn = 12 skæpper. I skæppe = 4 fjerdingkar. 1 fjerdingkar = 3 album.
For at regnes for en gård skulle stedet være på mindst 1 tønde hartkorn.
1 tønde land = 14.000 alen = 5516 m = 0,5516 ha.
1 tønde korn = 139,1 liter.
1 tønde øl = 131,4 liter.
1 rigsdaler å 6 mark å 16 skilling møntfod 1625 1873.
1 sletdaler 4 mark.
1 fag = ca 2 alen = ca 1,25 m.
1
1
Notater: Kvinde - Elle Olufsdatter Klitgaard
Båret til Dåben af Jens Aggergaards Hustru, og faddere var Mette Land, Maren Aggersgaard, Jens Aggersgaard, Christen Bachgaard og Mogens Klitgaard.
Mand Anders Sørensen KLYNE
Født: 16 Nov. 1552 - Ribe
Dåb:
Død: 4 Maj 1598 - Ribe
Begravet:
Far: Søren Jacobsen STAGE (1509-1577)
Mor: Anna Sørensdatter KLYNE (1519-1575)
Ægteskab: 29 Jun. 1572 - Ribe
Kvinde Kirstine LAURITSDATTER
Født: 24 Nov. 1552 - Ribe
Dåb:
Død: 17 Okt. 1634 - Ribe
Begravet:
Far: Laurits THØGERSEN ( -1594)
Mor: Karen JENSDATTER ( -1570)
Børn
1 K Lisbeth Andersdatter KLYNE
Født: 6 Dec. 1585 - Ribe
Dåb:
Død: 1 Jun. 1659 - Ribe
Begravet:
Ægtefælle/partner: Jens Andersen GULDSMED (Ca. 1585-Ca. 1637)
Ægtesk: 16 Jul. 1604 - Ribe
Notater: Mand - Anders Sørensen Klyne
Anders Sørensen Klyne Søren Jakobsen Stage
er født den 16. november 1552 i Ribe og han døde den 4. maj 1598 samme sted.
Han blev gift den 29. jun i 1572 i Ribe med 179.
Kirstine Lauritsdatter
Hun er født den 24. november 1552 i Ribe, og hun døde den 17. oktober 1634 samme sted.
Anders Sørensen Klyne har antagelig som barn gået i Ribe La-tinskole. I hvertfald synes han at have været ret dygtig til latin. Han ernærede sig som handelsmand i Ribe og blev efterhånden ret velhavende.
"I 1573 kom han under et drikkegilde til at såre den unge og ustyrlige Povl Hansen, en søn af rådmand Hans Jensen, så slemt med en kniv, at han døde dagen efter. Langt den største del af skylden for hans død lå hos Poul Hansen selv, og Anders Sørensen Klyne blev da også af tovsmændene "svoren til sin fred" mod at betale mandebod til den dræbtes slægtninge og faldsmål til kongen og byen" Desuden skulle han forlige sig med den dræbtes slægt ved at udbetale dem en sum penge efter fælles overenskomst. Imidlertid benyttede afdødes fader, rådmand Hans Jensen, sig af lejligheden og stillede overdrevne fordringer. Søren Andersen Klyne sørgede imidlertid straks for at få et kongeligt beskyttelsesbrev, som blev forkyndt af lensmanden på driktinget efter jul 1575, og som sikrede ham imod enhver fjendtlighed.
Den 1. maj 1577 holdt Ribe by majfest og Anders Sørensen Klyne, som da endnu var en ung mand , valgtes til majgreve. Året efter nævnes han atter denne gang i forbindelse med, at han var blevet sat ,t:il at skatte af 10 mk. Denne skatteansættelse fandt han imidlertid for høj, og borgmesteren, rådet og 24 mænd .tilbød. ham derfor at svare skat efter 8 sk. for hvert 1000 eller 1500 mk. ren formue.
17. januar 1580 fik Anders Sørensen Klyne kongebrev på, at han måtte aftappe vin i Ribe by. Dette havde vinkælderen under rådhuset indtil da haft eneret på, men det lykkedes altså Anders Sørensen Klyne at få kongens tilladelse, hovedsagelig under påskud af, at han havde en del vin liggende, som han havde modtaget som betaling af nogle hollandske købmænd. For øvrigt hjalp det også, at kongen havde erfaret, at der i Ribe altid tidligere havde været flere, som udskænkede vin i potter og kander. Sin vinkælder havde Anders Sørensen Klyne lige ved siden af byens, men få år efter ses han at have fået selve rådhuskælderen i Leje, og 10 år senere fornyede han lejemålet i forening med Bertel Struck.
De 2 måtte forpligte sig til at udskænke vin til "en billig Værd".
efter, at Anders Sørensen Klyne havde fået kongebrev
på vinhandelen, lod kongen holde retterting i byen, i hvilken anledning kansler Niels Kaas, marsk Niels Gyldenstjerne og 4 andre rigsråder var til stede der. Af de endnu bevarede regnskaber fremgår det, at rigsråd J. Rosenkrantz under rettertinget boede hos Anders Sørensen Klyne. De høje hrrers fortæring, som betaltes at byen, udgjorde henholdsvis 26, 9½ og 7 rdlr. medens der foruden var en vinregning på 43½ rdlr.
Anders Sørensen Klyne var en mand med sine meningers mod og i forbindelse med en strid mellem ham og borgmester Peder Mortensen Hegelund fremstod han den 16. februar 1582 åbenlyst på tinget, hvor han bl.a. udtalte at han ihvert fald ikke havde været med til at vælge Peder Mortensen Hegelund til borgmester. 1588 blev han iøvrigt valgt til rådmand , og året efter opstod der en heftig strid ham og adelsmanden Mourids Podebusk imellem. Sidstnævnte beskyldte nemlig Anders Sørensen Klyne for at have fremlagt nogle falske papirer under en proces i Holland, og han for-bød nu endog borgmester og råd at give Anders Sørensen Klyne sæde hos sig.
Han synes imidlertid ikke at have haft bemyndigelse til at forbyde dette, men borgmester og råd rettede sig efter ham og udelukkede Anders Sørensen Klyne fra rådet, hvorved der naturligvis i byen snart opstod mistanke om, at Mourids Podebusks anklage var rigtig.
Anders Sørensen Klyne var imidlertid ikke "tabt bag af en vogn", og han sendte straks sin virksomme og dygtige hustru til København, hvor det lykkedes hende at få udstedt 2 kongebreve dateret 7. december samme år. I det ene brev tog kongen hendes mand, som frygtede for at blive overfaldet af Mourids Podebusk, under sin be2kyttelse~ og i det andet brev befalede kongen borgmester og råd atter at la~ de Anders Sørensen Klyne få sæde iblandt dem, indtil der forelå be v i s f or, at han havde handlet uærligt,
Striden med Mourids Podebusk synes dog ikke at være ophørt, og 6. februar 1590 blev byfoged Regel Eskildsen tvunget til i magistratens og den kongelige fogeds nærværelse at indgå forlig med Anders Sørensen Klyne. Denne tilgav ham, at han havde rejst tiltale mod ham, mod at han forpligtede sig til, såfremt Anders Sørensen Klyne ønskede at genoptage sagen, da at stævne Mourids Podebusk og dømme imellem dem, ligesom han for:pligtede sig til ikke at forhale de sager, som Anders Sørensen Klyne havde for retten.
I 1591 slog Anders Sørensen Klyne, der synes at have været en ret opfarende mand, en anden med et spyd, men dette fik vist ingen følger.
Den 28. august 1593 aflagde Christian IV, der da endnu ikke havde tiltrådt regeringen, besøg i Ribe, hvor byens borgere modtog ham i deres rustninger under Anders Sørensen Klynes befaling. 2 dage efter forlod kongen byen og drog via Trøjborg til Daler, hvor han skulle overnatte. Forinden var Anders Sørensen Klynes hustru taget til Daler sammen med flere andre kvinder fra Ribe, for at sørge for majestætens standsmæssige indkvartering.
Da lensmanden Albert Friis i 1595 for første gang fratrådte lenet og Valdemar Parsberg afløste ham, holdt borgmester og råd på byens regning et gilde for dem begge, som stod hos Anders Sørensen Klyne, hvor der blev drukket 42 kander vin og 1 tønde øl.
Juni 1595 ses Valdemar Parsberg iøvrigt at have foretaget en udflugt til Sønderho sammen med biskop Hegelund og dennes svigerfar Anders Sørensen Klyne .
Anders Sørensen Klyne blev efterhånden en meget formuende mand og en stor grundejer. Huset nr. 378 på Nederdammens nordside arvede han efter sin far, som havde boet der, og senere købte han 2 ejendomme, som lå øst for dette hus, nedrev dem og genopbyggede dem på ny. I en gammel beretning siges det, at han lod opføre mange huse i Ribe efter den store ildebrand 1580.
Anders Sørensen Klyne og hans børns liv og skæbne givet
et næsten overtegnet eksempel på den voldsomhed og tilbøjelighed til blodsudgydelse, som i det mindste i visse kredse, herskede endnu i slutningen af det 16. og i begyndelsen af det 17. århundrede.
Den 5. maj 1598, samme dag som latinskolen havde sin rnaj-fest? indtraf en sørgelig begivenhed i Ribe, Anders Sørensen Klyne hans svigersøn biskop Hegelund, herredsfogeden i Gørding herred, Søren Jensen Bramming og Jakob Svanning havde været samlede hele eftermiddagen og havde drukket godt, først hos Jakob Svanning og derefter hos biskoppen, som jo var svigersøn til Anders Sørensen Klyne. Men under festlighederne i biskoppens gård var herredsfogden blevet temmelig beruset, og da han som var gammel adelstjener i kådhed truede Anders Sørensen Klyne med sit sværd ville denne vistnok ligeledes for sjov parere med et spyd, som han havde med sig. Pludselig snublede herredsfogden, og han kom derved til at såre Anders Sørensen Klyne sådan i benet, at han døde 3 dage efter. Herredsfogden Søren Jensen Bramming, blev straks arresteret, men slap atter løs ved kaution. Skønt der ikke er nogen grund til at antage, at gerningen skete forsætlig, forfulgte Anders Sørensen Klynes slægt dog sagen mod herredsfogden med iver, og Jakob Svanning førte sagen for dem med stor dygtighed. At drabet ikke var sket af våde" ville han bevise derved, at Søren Bramming jo med forsæt havde trukket sit sværd og derfor burde være ansvarlig for den ulykke som var sket. Tovsmændene svor da også den 13. juni drabsmanden fra hans fred, men gjorde deres afgørelse betinget ved tilføjelsen: "Sålænge vidnesbyrdene imod ham stade ved magt.
Søren Bramming fandt imidlertid en dygtig forsvarer i sin overordnede, lensmanden Albert Friis, som nu indgav en beretning til regeringen om, at vidnesbyrdene i sagen ikke var afgivet på rette måde, samt om at næsten alle rådmændene i Ribe var i slægt med den afdøde, hvorfor rådstueretten, til hvilken tovseden ellers skulle indstævnes, ikke kunne anses for upartisk. Lensmanden foreslog derfor kongen at man skulle udvælge 4 navngivne ade Lemænd i omegnen til først at undersøge, om de afgivne vidnesbyrd kunne godkendes og derefter i forening med borgmester og råd at dømme i sagen. Denne fremgangsmåde billigede kongen og den lo. august erklærede de 4 adelsmænd vidnesbyrdene ugyldige på grund af, at Søren Bramming ikke af den dræbtes slægt havde kunnet få frit lejde til at overvære vidneførelsen.
Rådstueretten dømte derefter tovseden ugyldig på grundlag af den betingede tilføjelse, som tovsmændene selv havde gjort om at deres ed kun var gældene, sålænge vidnesbyrdene imod drabsmanden stod ved magt.
I februar året efter lykkedes det imidlertid Anders Sørensen Klynes slægtninge at erhverve et kongeligt ''Oprejsningsbrev", som tillod dem påny at anlægge sagen, og de samme tovsmænd svor nu atter Søren Bramming fra hans fred, denne gang uden at gøre deres ed betinget. Den 2o. december 1599 blev tovseden stadfæstet af borgmester og råd. Lensmanden forsøgte forgæves at få sagen for Viborg Landsting, hvorunder Ribe ikke stod, men efter hans død den 24. april 1601 optog den nye lensmand Albert Skeel forhandlinger med begge parter, for at nå til et forlig. Den 22. marts 1603 kom en mægling i stand på følgende vilkår: Søren Bramming skulle erstatte sine forlovere 500 daler, som disse havde måttet udbetale til Anders Sørensen Klynes familie, fordi de ikke efter den indgåede kaution havde kunne t bringe ham selv til stede. Anders Sørensen Klynes familie skulle til gengæld give herredsfogden fred og lade denne fred tinglæse. Dette skulle også medvirke til, at Søren Bramming kunne få sin fred med kongen, og opnåede han dette, skulle han udbetale 400 rdlr., hvis renter efter enkens og hendes slægt og venners besternmelse skuIle bruges til bedste for Ribe bys fattige.
Aaret efter, den 22. februar 1604, forelå det kongelige benådningsbrev, muligvis ved biskop Hegelunds medvirken og det indeholder den udtrykkelige betingelse, at de 400 rdler skulle komme Ribe bys diciple til gode. Allerede 3 dage efter udstedte biskoppen sammen med byens præster, læsemesteren og skolemesteren ved dornskolen efter enkens og hendes børns begæring og med lensmandens samtykke en fundats på de 400 rdlr, Skolens forstander skulle for renterne årlig indkøbe bøger, vadmel, lærred og sko, som så den 30. november hvert år skulle uddeles til de skolebørn, der mest manglede det, og som der var bedst håb om. Det er klart at Anders Sørensen Klynes pludselige og som det synes meningsløse død, har gjort et forfærdeligt indtryk på hans efterladte enke. Hun skulle imidlertid komme ud for endnu hårdere prøvelser, idet ulykke på ulykke i de kommende år ramlede ned over familien.
I ægteskabet var 9 børn. Sønnen Frederik blev magister og sognepræst i Vindinge og Kvislemark, en døde allerede 1627. Den ældste datter, Anna blev gift med biskop Begelund, datteren Marine havde 1605 bryllup med Peder Jakobsen, borger i Odense og søn af den bekendte biskop Jakob Madsen, og den yngste datter Ingeborg blev ca. 1615 gift med doktor Kristen Bordin, medicus i Ribe. De øvrige børn, som alle fik en voldsom skæbne var følgende
Jens Andersen Klyne, den ældste søn, var tidligt med i gadeoptøjer og deltog senere i flere blodige slagsmål. 1605 blev han gift, og dette har muligvis lagt en vis dæmper på ham, men han vedblev vistnok at være en voldsom mand. 10. juli 1610 blev han dræbt på skobbroen, vistnok uden egen skyld under en strid, som opstod mellem 2 andre personer.
Søren Andersen Klyne deltog så snart han blev voksen i sin broders vilde liv og var en lige så dårlig person som han. 31. oktober 1602 blev han dødeligt såret i et værtshus lige udenfor Hamborg og 3 dage efter døde han i Ribe.
Hans Andersen Klyne, der fødtes 1584, fulgte i sine brødres fodspor men levede kun ganske kort. 11. december 1604 blev den 72 årige rådmand Hans Jesseh (Søhane) hvis søn var gift med en af Hans Andersen Klynes søstre hårdt såret. Mistanken faldt snart på Hans Andersen Klyne? hvorfor lensmanden lod ham arrestere. Han tilstod i det rnindste til dels, at have begået denne ugerning, og dommen faldt hurtigt, hvorefter han 22. december samme år halshuggedes.
Karen Andersdatter Klyne der fødtes 1577, blev 1595 gift med Niels Hansen (Søhane), som var søn af den ovennævnte Hans Jessen(Søhane). Denne Niels Hansen (Søhane) var ikke fri for at ligne sine svogre meget, hvad angik voldsomheder og lyst til ballade. Desuden var han en meget slet person, som snart satte den formue som både han og hans hustru havde arvet over styr.
Efterhånden blev familiens kår meget tarvelige, og den 12. juni 1615 ramtes den af en sørgelig ulykke, idet Karen Andersdatter Klyne og et par af børnene omkom på en sørejse mellem Sønderho og Ribe.
Lisbeth Andersdatter Klyne blev i 16o4 gift med Jens Andersen Guldsmed der som foran omtalt, i 1625 havde en strid med sin egen bror Hans, som han dræbte.
(J. Kinch: "Ribe Bys Historie og Beskrivelse") .
Kilde: Slægtsbog over Visti Madsen Rahbek, Borris.
Mand Søren Jacobsen STAGE
Født: 1509 - Thy
Dåb:
Død: 1577 - Ribe
Begravet: - Sct. Catharine kirken, Ribe
Far: Jacob STAGE
Mor: Marie BORRE
Ægteskab: Ca. 1537 - Ribe
Kvinde Anna Sørensdatter KLYNE
Født: 1519
Dåb:
Død: 13 Jun. 1575 - Ribe
Begravet: - Sct. Catarine, Ribe
Far: Søren KLYNE
Mor:
Børn
1 M Anders Sørensen KLYNE
Født: 16 Nov. 1552 - Ribe
Dåb:
Død: 4 Maj 1598 - Ribe
Begravet:
Ægtefælle/partner: Kirstine LAURITSDATTER (1552-1634)
Ægtesk: 29 Jun. 1572 - Ribe
Notater: Mand - Søren Jacobsen Stage
er født i 1509, og han døde den 24, juni 1577 efter et slag-tilfælde, der ramte ham 4 dage forinden. Han blev begravet
i Sct. Catharinæ kirken.
Ca. i 1537 blev han gift med
Anna Sørensdatter Klyne
der døde den 13. juni 1575 i Ribe, 56 år gl. Hun blev ligeledes begravet i Set. Catharinæ kirke.
Søren Jakobsen Stage synes at være opvokset i Thy, hvorfra han flyttede til Ribe. Her oparbejdede han en betydelig handel, bl.a. med korn, smør og stude og han blev meget rig. 1569 skattede han således højst af alle i byen efter 19 mk. I de følgende år gik hans skatteansættelse noget ned, og det er vist meget overdrevet, når det fortælles, at han efterlod sin søn 40.000 rdlr. og datteren 20.000 rdlr. i rede penge foruden hus og andet gods.
- "Allerede i 1547 nævnes Søren Jakobsen Stage som rådmand, i 1556 var han både rådmand og hospitalsforstander, og kort efter blev han borgmester i Ribe. Man bør vel give ham en del af æren for de mange fremskridt, som fandt sted i Ribe under hans og hans medborgmester Hans Fanningers styrelse, omend det meste af æren tilkommer sidstnævnte.
Imidlertid synes han, med eller uden grund, at have haft en del modstandere, for den 30. juni 1576 krævede han på tinget et vidnesbyrd af 24 udmeldte mænd og af alle andre tilstedeværende, ''om det var nogen vitterligt, at han havde taget nogen stikpenge eller anden smugesæt for ret eller for urette nogen, siden han blev borgmester og fik befaling af kongelig Majestæt. Han ville da holde dem fod og give 4 penge for 1''. Det vides ikke, hvem der havde fremsat disse beskyldninger imod ham, men såvel dette" som den kendsgerning at "alle på tinget gav ham det bedste vidnesbyrd", kunne tydepå, at der kun har været tale om ondsindet sladder.
Oprindelig fandtes i Sct. Catharinæ kirke en mindetavle over ham og hans hustru med en meget smuk indskrift, som sandsynligvis var forfattet af svigersønnen Hans Svanning. På denne mindetavle nævnes ægteparrets data samt deres børns og svigerbørns navne på dansk, hvorefter Søren Jakobsen Stage lovprises på latin, fordi han øvede "Ret og Billighed", var "ren i vandel" og vidste, at pengekassen ikke kan tages med ind i det evige liv.
- Alle spor af denne mindetavle er imidlertid forsvundet, men udenfor kirkens hovedindgang ligger på en høj mellem nogle træer en stor flad mindesten, der er formet i 2 dele, omtrent som blade i en op-slået bog. På dens venstre side nævnes ægteparret med data~ og på højreside er nævnt ægteparret Anders Sørensen Klyne og Kirstine Lauritsdatter. Denne mindesten er rejst af Oluf Christensen Engelstoft og Margrete Andersdatter Klyne.
I Søren Jakobsen Stage og Anna Sørensdatter Klynes ægteskab var børnene Marine, gift med kongelig historiograf Hans Svanning, Jakob, død 1568 23 år gl., Karine gift med biskop Povl Madsen, Anders, handelsmand og rådmand i Ribe, og Dorethe, som 14 år gl. blev gift med Peder Baggesen, senere rådmand i Ribe.
Fra Søren Jakobsen Stage stammer iøvrigt 2 af det 18. århun-dredes største digtere, Ludvig Holberg og Johannes Ewald.
(J. Kinch: "Ribe Bys Historie og Beskrivelse" og Frede Terkelsen: Slægter")
Kilde: Slægtsbog over Visti Madsen Rahbek, Borris